You are here

Sydbank støtter svømmebørn

Sydbank Fonden har doneret 20.000 kroner til Hobro Svømmeklub. Donationen betyder, at klubbens mange hundrede børn i alderen 5-11 år alle kan få den bog, der hører med til klubbens nye undervisningsforløb, gratis.

I 2016 blev Hobro Svømmeklub kåret til årets danske svømmeklub og har nu over 1.000 medlemmer i alle aldre. Ud over svømmetræning tilbyder klubben en lang række aktiviteter som vandpolo, vandfitness, synkronsvømning og livredning. Og i år har klubben skabt et nyt koncept for de yngste svømmere.

–Med konceptet følger en lærebog, som børnene skal bruge i deres undervisning gennem en treårig periode. Sydbank Fondens donationen har gjort, at vi kan give alle børnene bøger uden at kræve betaling – og det er vi selvfølgelig meget glade for, siger Christian Johnson, klubchef i Hobro Svømmeklub og fortsætter:

– Særligt glade for donationen er også vores mange syriske flygtningebørn, der i forvejen har det meget svært. Vi har haft stor succes med at hjælpe dem i gang, blandt andet ved at integrere dem i foreningslivet og give dem gode oplevelser der. Netop foreningslivet kan bidrage positivt til integrationen, og vi er stolte over at kunne hjælpe mange børn – nu også med bøger til deres svømmeundervisning, siger han.

Forenings- og klublivet bygger bro
At Hobro Svømmeklub gennem sporten hjælper integrationen af udsatte flygtningebørn viser tydeligt vigtigheden af et velfungerende foreningsliv, mener filialdirektør i Sydbank Hobro, Morten Grotrian:

− Hobro Svømmeklub gør en ekstra indsats på mange forskellige niveauer. De skaber et fællesskab for en masse medlemmer, sørger for undervisning og aktiviteter for alle og har som forening stor betydning i andre sammenhænge end blot den sportslige. Jeg synes, at de demonstrerer værdien af det nære foreningsliv, og vi er i Sydbank meget glade for at kunne bakke op omkring klubben. Vi håber, at vi med donationen kan hjælpe børnene godt igennem undervisningen og være med til at fortsætte Hobro Svømmeklubs gode arbejde, siger han.

Svømmesæsonen i Hobro Svømmeklub begyndte i slutningen af august og fortsætter med aktiviteter helt frem til skolernes sommerferie i 2017.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top