You are here
Home > Nyheder >

Sydbank støtter spejdernes byggeprojekter

KFUM-spejdergruppen i Havndal har modtaget en donation fra Sydbank Fonden på 10.000 kroner. Spejderne vil bruge pengene på såkaldte granrafter, der kan omsættes til bålpladser, tårne og meget andet.

Borgerne i Havndal kender dem måske bedst fra den første søndag i advent, hvor de hjælper med det store juletræ. Men KFUM-spejderne i byen er mere end det. Spejdergrupperne har medlemmer helt fra børnehaveklasse-alderen og op til de voksnes rækker, og hver eneste uge mødes bævere, ulve, juniorer og spejdere og laver forskellige aktiviteter, herunder arbejde med træ. Netop det arbejde bidrager Sydbank Fondens donation til.

– Vi er meget glade for, at Sydbank ser og støtter mindre foreninger som os. Pengene har vi brugt på en stor mængde granrafter, som vi bygger alverdens ting og sager med – blandt andet spiseborde, bålpladser, køkkenborde og andet, som vi kan bruge, når vi er på ture og lejre. Derudover øver vi os i at bygge tårne, legepladser og forhindringsbane på vores eget område, så der er nok at gå i gang med for spejderne, siger Johnny Pedersen, gruppeleder hos KFUM-spejderne i Havndal.

– Vi sørger for, at spejderne får brugt naturen til en masse aktiviteter, og vi lærer om forskellige materialer ved blandt andet at bygge i træ. Derudover er det selvfølgelig vigtigt for os, at vi arbejder sammen på tværs af aldersgrupper, at vi deles om de gode oplevelser og hjælper hinanden med stort og småt, supplerer han.

Vigtigt at fastholde spejdertraditionen
Spejdergrupperne i Danmark har en stolt tradition, som de har båret, siden den første spejdergruppe blev oprettet i Danmark for mere end 100 år siden. Spejdergrupperne tilbyder et særligt fællesskab, der knytter tætte bånd medlemmerne imellem. Og de mange danske spejdergrupper er noget, som bidrager til stærke og tillidsfulde lokalsamfund, mener Morten Grotrian, filialdirektør i Sydbank Hobro.

– Vi støtter hellere end gerne spejdergrupper og den unikke form for sammenhold, de er garant for. Spejdergrupper skaber de perfekte rammer i forhold til at kunne kombinere socialt samvær og fællesskab med læring og brug af naturen. Vi håber, at KFUM-spejderne i Havndal med donationen kan købe de materialer, de har brug for og får bygget en masse ting, som kommer alle medlemmerne til gode, siger han.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top