You are here

Modtagere til Mariagerfjord Miljøpris 2016 søges

Der er en pris på 5.000 kr., et diplom og æren af at være miljøprisvinder på spil, når Grønt Råd og Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune uddeler Miljøprisen 2016.

Alle, der har gjort en særlig indsats for at fremme natur og miljø og en bæredygtig udvikling, kan komme i betragtning. Eneste krav er, at man enten bor i Mariagerfjord Kommune eller er ansat i en virksomhed eller engageret i en forening eller en institution, der har adresse og udfører deres virke i Mariagerfjord Kommune.

Tidligere modtagere af prisen er Mariagerfjord Gymnasium, landmandsparret Tine og Per Rytter Andersen i Hvilsom, Moselys Venner, Rockwool og Arden Varmeværk og Hadsund Kreaturslagteri. Men både privatpersoner, foreninger, institutioner og erhverv kan indstille sig selv eller andre til miljøprisen.

Det er let at blive indstillet. Det kræver blot en kort beskrivelse af, hvem der indstilles, hvorfor, hvilke initiativer, der er gennemført med hvem, og hvordan. Beskrivelsen sendes til Grønt Råds sekretariat via hjemmesiden www.grontraad.dk

Det er med at komme til tasterne og indsende forslag til hvem, der skal modtage prisen i 2016, for tidsfristen er 7. oktober. Indstillede kandidater fra tidligere år kan også komme i betragtning.

Eksempler på hvordan man kommer i betragtning er, hvis man har:
– Løst specifikke natur-, miljø- eller klimaproblemer med succes.
– Gjort noget særligt for at fremme en sund miljøtilstand i Mariager Fjord.
– Øget miljøbevidstheden og miljøhensynet blandt en større gruppe.
– Inddraget interessenter eller borgergrupper eller skabt netværk om miljø.
– Skabt nyhedsværdi og givet mulighed for at sprede budskaber til andre.
– Arbejdet med bæredygtighed på tværs af natur, miljø, klima, økonomi, sundhed, kultur og sociale faktorer.

Mariagerfjord Miljøpris komité er nedsat på tværs af Udvalget for Teknik og Miljø samt Grønt Råd, således at der udpeges op til 3 personer fra henholdsvis udvalg og råd til komitéen. Grønt Råd er omdrejningspunkt for det praktiske omkring Mariagerfjord Miljøpris.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top