You are here
Home > Nyheder >

Hobro IK superligahold gæstede Hobro golfklub

Regn og kulde kunne heller ikke tage gejsten fra de boldvante gæster, omend spillet med den noget mindre variant var nyt for de fleste. De blå-gule favorit-dræbere gæstede således Hobro Golfklub med udsigten til en hyggelig og social stund langt væk fra snurrende tv-kameraer og lux-tunge stadionprojektører. Arrangementet var på forhånd sat i scene af golfklubbens frivillige, og efter en indledende velkomst blev spillere og ledere fordelt på tre hold. I et par timer blev der dystet på puttinggreenen og udslagsbanen, ligesom der naturligvis var tid til at teste nogle af de 18 huller på det smukke golfanlæg. Undervejs blev der hygget og koblet af fra den ellers travle fodbold-hverdag. Golfklubbens service-mindede folk assisterede med friske forsyninger, alt imens rutinerede golfere delte ud af gode råd.

Se også: Superliga besøg hos Hobro Golfklub (Se video fra dagen her!)

Se også: PUMA støvler hitter i Hobro

Arrangementet blev i øvrigt lidt af en øjenåbner for især de Hobro-spillere, der ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med golf. Flere af gæsterne fik i hvert fald mod på mere. Ved den afsluttende buffet opfordrede formand Finn Refsgaard Olsen da også Hobro-spillerne til at gøre yderligere brug af klubbens tilbud.

Efter spisningen var der uddeling af præmier. John Astrup fra sponsor- og markedsføringsudvalget stod for den del af seancen, der selvfølgelig blev kombineret med såvel klapsalver til vinderne som hånende drillerier til de mindre heldige. Det vellykkede tiltag blev rundet af med en indbydende is-dessert, inden Hobro-træner Jonas Dal Andersen takkede for gæstfriheden. Det gjorde han ganske passende ved at overrække værterne en udebanetrøje, signeret af samtlige Hobro-spillere.

Foto: TME Presse afdeling

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top