You are here
Home > Nyheder >

Trafikken glider trods stort vejarbejde

På trods af det store anlægsarbejde på hovedfærdselsåren, Hostrupvej, i Hobro, glider trafikken fornuftigt. Men for mange lastbiler glider med, konstaterer formand for Udvalget for Teknik og Miljø i Mariagerfjord Kommune, Jørgen Hammer Sørensen.

Johnny sørensen hobro– Set lidt fra oven kan man sige, at det er positivt, at trafikken, trods det store vejarbejde, glider fornuftigt gennem Hobro, og det, forventer vi, fortsætter. Men vi er blevet kontaktet af beboere på Hegedalsvej, der fortæller, at der kører en del lastbiler på vejen. Den trafik vil vi naturligvis gerne dæmme op for, da der er gennemkørselsforbud for tung trafik på Hegedalsvej, forklarer Jørgen Hammer Sørensen.

Han uddyber, at man ikke kan gennemføre så stort et projekt på så befærdet en vej som Hostrupvej, uden at det i perioder medfører gener for både beboere, erhvervsliv og trafikanter.

– Men netop derfor er vi også meget opmærksomme på at prøve at finde løsninger, der kan begrænse de gener, som de forskellige parter oplever, fastslår Jørgen Hammer Sørensen, der også selv har fulgt trafikken.

Kontakter vognmændene
Fremover vil kommunen på udvalgte tidspunkter observere hvilke lastbiler, der kører ulovligt på Hegedalsvej. Kommunen kontakter herefter vognmændene og gør dem opmærksomme på, at der er gennemkørselforbud for tung trafik på Hegedalsvej. De skal i stedet lede deres vogne ud på motorvejen.

Tæt dialog med politi
Kommunen er samtidig i en god dialog med politiet, og politiet har tilkendegivet, at de vil øge fokus på lastbiltrafikken.

– I samarbejde med Vejdirektoratet har vi også fået inddateret trafikinformationer i GPS-signaler, så chaufførerne bliver advaret om vejarbejdet på Hostrupvej og i stedet guides ud til E45, fortæller Hammer Sørensen.

Trafiktællinger
Kommunen gennemfører desuden løbende trafiktællinger for at have et solidt grundlag for at vurdere, om effekten af de forskellige initiativer i forbindelse med vejarbejdet virker tilstrækkeligt

– Når vi gennemgår resultaterne af vores trafiktællinger, har vi selvfølgelig hele tiden fokus på, om der er noget, vi skal have justeret, så vejarbejdet på Hostrupvej kan forløbe så gnidningsfrit som muligt, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Fakta
Fra februar 2017 og 10 måneder frem er der vejarbejde på Hostrupvej i Hobro. Hostrupvej er spærret for gennemkørsel, og der vil være omkørsler i hele perioden. Projektet, der både renoverer og forskønner Hostrupvej, involverer flere interessenter, der arbejder i området samtidigt. Mariagerfjord Vand gennemfører separatkloakering, og Hobro Varmeværk lægger nye fjernvarmerør for at kunne forsyne Hobro syd med fjernvarme. Mariagerfjord Kommune etablerer en separat cykelsti, renoverer vejens belægning og fortove, og vejen får et generelt forskønnelsesløft.

Tekst: Mariagerfjord Kommune / Foto: Johnny Sørensen

SE BILLEDER PÅ WWW.DK-EVENT.dk

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top