You are here

Teaterforestilling ramt af succes

Teaterkredsen Mariagerfjord byder onsdag den 26. november kl.19.30 i Hadsund KulturCenter på den anden af tre operaforestillinger i denne sæson, nemlig Den Nye Opera og Figaros nye succesfulde forestilling, Gilbert & Sullivans uforglemmelige operette PIRATERNE FRA PENZANCE, som “svinger træbenet og gå planken ud”.

Den første var Det Kgl. Teater’s FEEN I AAEN med 2 opførelser den 26. september på Julemærkehjemmet i Hobro, som vakte meget stor glæde for børn og deres voksne. Den sidste af de tre er Verdis kendte opera RIGOLETTO, som er Teaterkredsens første forestilling i det nye år.

Hos Figaros varetages alle rollerne af sopranen Lisbeth Kjærulff, barytonen Hans Dueholm og den nytilkomne skuespiller, sanger og entertainer Rasmus Krogsgaard. Orkesteret er Figaros faste husorkester OneBigMan Symphony Orchestra i skikkelse af pianist m.m. Allan Dahl Hansen.

Historien er som altid hos Gilbert & Sullivan, absurd og fjollet. Den unge Frederik er sat i lære hos en flok blodtørstige pirater, som dog ikke er mere blodtørstige end, at de af princip aldrig plyndrer forældreløse. Frederik kan først blive en fri mand, når han fylder 21 – desværre er han født den 29. februar og må derfor vente, til han er 84. Men da han møder en generalmajor og dennes mange døtre, falder han pladask for den skønne Mabel.

I Kulturcafeen serveres der fra kl. 18 en Piratanretning , som købes online samtidig med billetterne på www.tkmf.dk eller på bibliotekerne. Den morsomme og underholdende forestilling er sponsoreret af Spar Nord Hadsund.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top