You are here
Home > Nyheder >

Skole-foreningssamarbejde får nyt løft på idrætsområdet

Ny foreningskonsulent i Mariagerfjord Kommune og DGI skal være med til at gøre flere børn og unge foreningsaktive og styrke samarbejdet mellem skole- og foreningslivet.

Lene Kirstine Hougaard (35 år) fra Randers er blevet ansat som ny foreningskonsulent i Mariagerfjord Kommune og DGI pr. 1. maj. Hun skal fungere som bindeled mellem kommunens 11 skoler, 116 idrætsforeninger og 17 spejderkorps.

Lene Kirstine er ansat i et 3 årigt projekt ”Aktiv hele dagen”, som er et samarbejde mellem lokale idrætsforeninger, DGI og Mariagerfjord Kommune. Projektet sætter særligt fokus på ikke-foreningsaktive børn og vil, som noget nyt, tage fat i de udfordringer, der er før og efter idrætsarrangementer. Det er oftest her, der er brug for en ekstra hånd for, at børn og unge bliver i foreningslivet.

Ved at tage hånd om disse udfordringer, kan det i højere grad være med til at skabe gode idrætsoplevelser, som er så afgørende for en vedvarende aktiv livsstil som voksen, udtaler Johnny Wulff, Idrætskonsulent, Mariagerfjord Kommune.

”Herved rammer vi et område, som hidtil ikke har været dyrket ret meget. Vi vil dermed få mulighed for at målrette aktiviteter og efterfølgende støtte op med nye aktiviteter eller dialog, som kan være med til at give børn og unge det sidste skub mod et mere aktivt liv”, slutter Johnny Wulff, Idrætskonsulent, Mariagerfjord Kommune.

Den nye foreningskonsulent har et stort kendskab til foreningslivet og DGI. Lene Kirstine siger selv, at hun har DGI i blodet, da hun fra barns ben har dyrket svømning på eliteplan og i næsten 20 år har undervist i idrætsforeninger over hele landet. Derudover har hun været en central del af udviklingen af DGI´s projekt ”Svømmekaravanen” og driver i dag en lille idrætsforening, som hun selv har stiftet.

Ved siden af foreningslivet har Lene Kirstine været tilknyttet sundhedsbranchen og folkeoplysningsforbundene på forskellig vis.

Lene Kirstine har en bachelor i litteraturvidenskab og dansk sprog og har arbejdet som lærer på både folke-, privat- og efterskoler – senest på Randers Realskole. Som lærer kender hun således til skolereformens indvirkning på, at børn efter en lang skoledag ikke har lyst og overskud til at deltage i foreningslivet. Men Lene Kirstine er klar på nye udfordringer og glæder sig til at udvikle samarbejdet mellem skoler og foreninger og ikke mindst til at inspirere, motivere og fastholde børn og unge i idrætslivet.

Foto: Mariagerfjord Kommune

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top