Planlægger generationsskifte i topledelsen Pressemeddelelser by HobroPortalen - 31. oktober 20140 På byrådsmødet den 30. oktober 2014, godkendte byrådet i Mariagerfjord Kommune, en plan for et kommende generationsskifte i kommunens topledelse. Byrådet har bedt direktionen udarbejde en plan for generationsskiftet, fordi man ønsker at fastholde og sikre en sammenhæng i den gode udvikling, som kommunen er i. – Det er næppe en hemmelighed, at kommunens direktører er nogle erfarne herrer. De ønsker alle tre at fratræde deres stillinger i løbet af denne byrådsperiode. For at sikre en sammenhæng i kommunens udvikling, har vi bedt dem om at lave en plan for deres tilbagetrækning, forklarer Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune. Ændringer pr. 1. januar 2015 Kommunaldirektør Niels Højgaard, vil i højere grad fokusere på en række udadrettede opgaver blandt andet i forhold til den regionale udvikling frem til, at han fratræder sin stilling 30. juni 2016. For at skabe rum til de mere udadrettede opgaver, vil: Kim Jakobsen, nuværende økonomichef, indtræde i direktionen som økonomidirektør. Nuværende direktør for Teknik og Erhverv, Jørgen Basballe bliver frigjort fra Teknik og Miljø-området. Han vil fremover blandt andet fokusere på at afslutte de store byudviklingsprojekter i de fire hovedbyer. Jørgen Basballe fortsætter som direktør for Arbejdsmarked frem til den 30. juni 2015 og for Kultur & Fritid frem til, han fratræder sin stilling den 30. juni 2016. Nuværende direktør for Kommunal service, Jens Nørgaard overtager Teknik og Miljø-området og har det som sit ansvarsområde, indtil han fratræder den 31. december 2016. Jens Nørgaard bevarer ansvaret for Sundhed og Omsorg frem til den 30. juni 2015. For at aflaste Jens Nørgaard på de serviceområder, han har i dag, bliver: Peter Rasmussen, nuværende skolechef, konstitueret i en stilling som direktør for Børn og Familie med ansvar for Dagtilbud, Skole og Familie. Ansættelse af nye direktører I første halvdel af 2015 vil der blive ansat en ny direktør, som forventes at skulle dække Sundhed & Omsorg samt Børn & Familie, hvorefter Jens Nørgaard har Teknik og Miljø som sit primære ansvarsområde. I løbet af foråret 2016 vil der blive ansat en ny kommunaldirektør og i løbet af efteråret 2016 skal der ansættes en ny direktør i stedet for Jens Nørgaard. – Med denne plan vil der være en ny direktion med fire medlemmer pr. 1. januar 2017. Det vil sige, at direktionen er udvidet med en økonomidirektør i forhold til i dag. Men da den nye økonomidirektør er den nuværende økonomichef, kan det gennemføres inden for de eksisterende økonomiske rammer, forklarer kommunaldirektør Niels Højgaard. Yderligere oplysninger Mogens Jespersen, borgmester i Mariagerfjord Kommune, tlf. 97 11 30 01 Niels Højgaard, kommunaldirektør i Mariagerfjord Kommune, tlf. 97 11 30 05 Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share