You are here
Home > Alarm 112 >

Opfølgning: 33-årig mand anholdt for bankrøveri i Hobro

Det var en 33-årig lokal mand fra Hobro-området, der tidligere i dag blev anholdt af betjente fra Nordjyllands Politi, sigtet for at have begået bankrøveri mod Danske Bank på Adelgade i Hobro.

Politiets efterforskning har vist, at en mand, maskeret med en styrthjelm, kom ind i banken kort efter kl. 13.00. Han gik derpå hen til kassen, truede med en pistol – hvorpå han selv forsynede sig med et ukendt pengebeløb fra kassebeholdningen.

Herefter flygtede manden fra banken i en brugsstjålet bil.

Denne bil blev kort efter set i Hobro midtby af en patrulje fra Nordjyllands Politi, der straks satte efter køretøjet ud af Skivevej med retning mod Stenild – og fra Stenild gik det tilbage mod Hobro. Eftersættelsen endte midt i Hobro på en parkeringsplads ved SuperBrugsen på Adelgade, da den formodede gerningsmand forlod bilen og fortsatte sin flugt til fods.

En hundepatrulje fik dog hurtigt løbet manden op, og cirka klokken 13.30 blev han anholdt og sigtet for væbnet røveri.

”Der er tale om en 33-årig mand fra lokalområdet omkring Hobro,” siger lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Anders Uhrskov

Vicepolitiinspektøren oplyser, at man fandt både udbyttet og gerningsvåbnet i mandens flugtkøretøj.

Politiets efterforskere er nu i gang med samle alle trådene og få dokumenteret sagens nærmere omstændigheder. Og det betyder, at borgerne stadig vil opleve at se mere politi i området end normalt, mens sagen er under efterforskning.

”Er der nogen, der ligger inde med oplysninger, som er relateret til hændelsen – så skal man ringe til politiet på 114,” lyder opfordringen fra vicepolitiinspektør Anders Uhrskov.

Anklagemyndigheden er på nuværende tidspunkt i gang med at vurdere sagen juridisk, hvorfor der senere vil komme en udmelding i forhold til, hvornår den formodede gerningsmand skal fremstilles i grundlovsforhør.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top