Museum udstiller vikingefund i bank Foreningsnyheder Nyheder by HobroPortalen - 29. april 201629. april 20160 Ny sikkerhedsmontre gør det muligt at vise fund i nærområdet. Kunder og andre, der lægger vejen forbi banken Spar Nords afdeling i Hobro vil fra maj få en ekstra oplevelse. Her udstiller Nordjyllands Historiske Museum en række spændende fund fra vikingetiden – fund, som alle er gjort i nærområdet af en detektorbruger. Udstillingen åbnes officielt mandag 2. maj kl. 14. Fundene fra Fjeldsted er uvurderlige genstande fra Danmarks fortid og kræver særlig opbevaring. Takket være en donation fra Spar Nord Fonden har Nordjyllands Historiske Museum været i stand til at erhverve en særlig sikkerhedsmontre, så fund som disse kan tages ud af museet og vises der, hvor publikum færdes til hverdag – som i banken her. Når udstillingen lukker, bliver de udstillede genstande sendt til danefæ- vurdering på Nationalmuseet. ”Der dukker hele tiden spændende fund op, og der er ikke noget, der tyder på, at detektorfolkenes ihærdige arbejde bliver mindre, så vi håber jo, at montren kan komme i spil rigtig mange steder de kommende år. Det er enestående, at museet på denne måde får muligheden for at rykke ud – og fortælle historierne fra fortiden, der hvor de har udspillet sig og der, hvor sporene af dem er fundet”, siger Lars Chr. Nørbach, museumsdirektør på Nordjyllands Historiske Museum. Ny detektorbruger gør fine fund Flere og flere danskere får smag for at afsøge marker og enge med en metaldetektor, og rigtig mange gør unikke fund i mulden. En af dem er Rasmus Gregersen, som i september sidste år kom på sporet af en hidtil ukendt vikingegravplads ved Fjeldsted sydvest for Mariager. Rasmus er ny detektor-entusiast, og på sin fars mark gjorde han et fund, som en del garvede detektorfolk nok vil skele lidt misundeligt til. Rasmus fandt i løbet af kort tid to store skålformede spænder fra vikingetiden samt et ligearmet spænde – alle af bronze. Smykkerne, der oprindeligt blev båret på en kvindedragt, blev fundet inden for en radius af cirka ti meter. De stammer sandsynligvis fra en grav, der nu er pløjet itu, og det ville Nordjyllands Historiske Museum gerne undersøge nærmere, så man foretog en arkæologisk undersøgelse af stedet. Fjeldsted viste sig at være en spændende lokalitet, hvor der indtil nu er fundet tre grave, lige som luftfotos viser, at der også har ligget grubehuse i området. Sidste år udgravede museet den ene grav – den, som smykkerne formodes at stamme fra – og fandt flere effekter, blandt andet ravperler og et spinderedskab, en såkaldt tenvægt. Museet har efterfølgende søgt og fået 100.000 kr. af Kulturstyrelsen til at undersøge området nærmere. Dette arbejde indledes efter høst i år. Rasmus Gregersen vil i mellemtiden afsøge marken intensivt med sin metaldetektor, og forhåbentlig finder han flere tegn på, at der har været vikinger i området sydvest for Mariager. I mellemtiden kan alle kigge forbi banken og se de fine fund, der indtil nu er hentet op af mulden. Ud over dragtspænderne og det trefligede spænde i bronze kan man også se et beslag, der har siddet på remmen til en stigbøjle, nogle mønter, der vidner om samhandel med det store udland og en broche af bronze og emalje. Tid og sted: Udstillingen kan ses i bankens åbningstid fra 3. maj Spar Nord Hobro, Adelgade 31, 9500 Hobro Billedtekst: Disse vikingesmykker fra 800-tallet blev fundet med metaldetektor på en mark ved Fjelsted sydvest for Mariager. Smykkerne har tilhørt en gravlagt kvinde af en vis status. Nu udstilles smykkerne og andre fund i Spar Nord bank i Hobro. (Foto: Nordjyllands Historiske Museum). Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share