You are here
Home > Nyheder >

Bredt budgetforlig i Mariagerfjord

Et enigt byråd står bag forliget om næste års budget i Mariagerfjord Kommune, der rummer udvidelser af driften på 6,5 mio. kr. og et anlægsbudget på 75 mio. kr.

Borgmester Mogens Jespersen er glad for, at der endnu engang står et samlet byråd bag kommunens budget:

– Det er dejligt, at vi har tradition for et samarbejdende byråd, som har viljen og evnerne til at finde løsningerne i fællesskab. Det skaber optimale rammer for vores borgere, at alle byrådets medlemmer er med i forliget, der både skaber et solidt økonomisk fundament og med et ambitiøst anlægsbudget sikrer, at vores kommune fortsætter den positive udvikling i de kommende år, siger borgmester Mogens Jespersen.

– Jeg er også tilfreds med, at vores råderum til nye initiativer fortrinsvis bliver skabt via effektiviseringer og budgettilpasninger, som ikke påvirker vores serviceniveau, siger borgmesteren.

Driftsbudget med omprioriteringer
Budgettet rummer en række omprioriteringer på driften og en samlet nettoudvidelse af driften på 6,5 mio. kr. Det sker primært ved at tilføre social- og sundhedsområdet 15 mio. kr. for at konsolidere driften. Heraf er 7,5 mio. kr. øremærket ældreområdet, som har været under pres i de seneste år. Forligspartierne forventer, at den øgede bevilling fremover vil skabe ro om området.

Desuden er der blandt andet afsat:
500.000 kr. til at styrke byggesagsbehandlingen
300.000 kr. til digital borgerservice i Mariager og Arden
450.000 kr. til en erhvervsplaymaker, der skal styrke samarbejdet med erhvervslivet
295.000 kr. til nye aktiviteter på kultur- og fritidsområdet
Ambitiøst anlægsbudget
Anlægsbudgettet løftes fra 61 mio. kr. til 75 mio. kr. I perioden 2018-2021 er der afsat 26 mio. kr. til at støtte udviklingen af idrætsfaciliteter i forbindelse med Hadsund Hallerne og Hobro Idrætscenter, samt Projekt Kraftcenter Rosendal og Alt på Hjul. Projekterne er på udviklingsstadiet og kræver, at initiativtagerne skaffer betydelig egenfinansiering. Realiseres alle projekterne skaber kommunens bidrag anlæg for i alt 46,5 mio. kr.

Byrådet har afsat 2 mio. kr. til at etablere en ny vuggestue i Valsgaard. I anlægsbudgettet er der desuden afsat 1 mio. kr. til nye kontorlokaler ved Fyrkat Møllegaard, der skal huse det administrative personale hos Nordjyllands Historiske Museum, der arbejder i Mariagerfjord Kommune. Bevillingen forudsætter en tilsvarende finansiering fra National Museet/Nordjyllands Historiske Museum.

Budgettet rummer reduktioner af driften på. Det sker blandt andet ved, at der findes:
2,75 mio. på Økonomiudvalget område
8,4 mio. kr. på børne- og familieområdet
1 mio. kr. på sundhed- og omsorgsområdet
2,55 mio. kr. på arbejdsmarkedsområdet
1 mio. kr. på kultur- og fritidsområdet
1,3 mio. kr. på teknik- og miljøområdet
Udmøntningen af reduktionerne på de enkelte udvalgsområder fremgår af referatet fra Økonomiudvalgets møde den 13. september.

Budgetforliget overholder aftalen mellem KL og Regeringen om kommunernes økonomi for næste år. Desuden lever budgettet op til Byrådets målsætning om, at der i gennemsnit skal være en kassebeholdning på 100 mio. kr., et driftsoverskud på 100 mio. kr. og anlægsinvesteringer for mindst 1.100 kr. pr. indbygger.

Budgettet 1. behandles på byrådsmødet den 21. september 2017. 2. behandlingen finder sted på byrådsmødet den 12. oktober.

Læs mere om budgetforliget i referatet fra Økonomiudvalgets møde den 13. september

Foto: Johnny Sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top