You are here
Home > Nyheder >

Borgerservice tager hånd om borgere med demens

Alle medarbejdere i borgerservice i Mariagerfjord Kommune har lært at tage særlig hånd om mennesker med demens.

De har nemlig haft besøg af kommunens demenskoordinatorer og er blevet en såkaldt demensvenlig arbejdsplads.

Leder af Borgerservice Morten Overgaard er stolt over, at medarbejderne har taget godt imod tilbuddet om at blive demensvenlige:

– Vi møder ofte mennesker, som lider af demens. De reagerer helt anderledes end vi forventer og mange har svært ved at huske, hvorfor kommer hos os. Det giver store udfordringer både for borgerne og for os. Derfor var vi ikke i tvivl om, at vi skulle takke ja til tilbuddet om at blive en demensvenlig arbejdsplads, fortæller Morten Overgaard.

– Vi har et ansvar for at hjælpe alle vores borgere og ikke mindst dem, der lider af demenssygdomme. De skal opleve, at vi tager særligt hensyn til deres udfordringer og med venlighed og respekt hjælper dem på bedste vis. Det handler dybest set om, at se mennesket bag sygdommen, vise forståelse, lytte og kommunikere på dets præmisser, siger Morten Overgaard.

Jan Andersen, der er formand for Udvalget for Sundhed og Omsorg, er glad for, at borgerservice har taget i mod tilbuddet om at blive en demensvenlig arbejdsplads.

– Her i Mariagerfjord Kommune ønsker vi at øge opmærksomheden om sygdommen, så de mennesker, der lider af demens og deres pårørende oplever forståelse og respekt i dagligdagen. Derfor opfordrer vi vores lokale virksomheder til at blive demensvenlige og her er det selvfølgelig et vigtigt signal, at vi som kommune selv går foran og viser vejen, siger Jan Andersen.

Der allerede en del lokale virksomheder, som er blevet demensvenlige og flere er på vej.

– Vi oplever en stigende interesse fra virksomheder og butikker, som ønsker at blive demensvenlige. Det er meget positivt, men vi vil gerne have endnu flere med, slutter Jan Andersen.

Mariagerfjord Kommune samarbejder med Alzheimerforeningen om at øge opmærksomheden om demens. Som en del af samarbejdet arbejder kommunen for at rekruttere såkaldte demensvenner og demensvenlige virksomheder.

Fakta om demens

  • 85.000 mennesker er i dag ramt af en demenssygdom
  • Demens er den 5. hyppigste dødsårsag i Danmark
  • Hver tredje time dør en dansker af en demenssygdom
  • Antallet af mennesker med demens stiger med ca. 10.000 hvert år
  • I 2040 forventes antallet af mennesker med demens over 60 år at vokse til 120.000-150.000
  • Op mod 400.000 personer i Danmark er nære pårørende til et menneske med demens.
HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top