You are here

Vinderen af Mariagerfjord Miljøpris 2016 er fundet

Dette års vinder af Mariagerfjord Miljøpris er Aage Vestergaard Larsen A/S (AVL), Klostermarken 3. 9550 Mariager.

Prisen, der bliver overrakt af formand for Teknik og Miljøudvalget, Jørgen Hammer Sørensen om eftermiddagen tirsdag den 25. oktober, består af et diplom og en check på 5.000 kr. samt selvfølgelig æren. Administrerende direktør, Franz Cuculiza og medarbejdere fra virksomheden vil være til stede for at modtage miljøprisen og fortælle om virksomheden og deres motivation.

Ved udvælgelsen lagde miljøpriskomitéen vægt på virksomhedens ihærdighed og nytænkning i at genanvende plast, der gør en stor forskel for, hvordan plastaffald bliver håndteret i Danmark og genanvendt som ressource til nye produkter. Komitéen finder det spændende, at virksomheden siden sin start i 1972, konstant har arbejdet på at finde nye måder til at genanvende plast på, senest at udvikle vaskemetoder til beskidt plast, at indsamle og udskille plastrester, og samarbejde med Mariagerfjord Kommune om uddannelse af medarbejdere på genbrugspladser, indsamling af plast og optimal skiltning.

Det var med stor glæde og taknemmelighed, at administrerende direktør, Franz Cuculiza, modtog beskeden om, at Aage Vestergaard Larsen modtager prisen i år:
’Det betyder rigtig meget for os at få miljøprisen og den lokale anerkendelse af de resultater, vi længe har arbejdet på at skabe’, udtaler Franz Cuculiza, som også betragter det som en anerkendelse af, at virksomheden strategisk har valgt at arbejde med forretningsudvikling med bæredygtighed og cirkulær økonomi for øje.

”At forretningsudvikle, samtidig med at vi er innovative, betyder vi samarbejder bredt med fokus på den cirkulære økonomi. At se muligheder frem for begrænsninger har altid været i vores DNA”, udtaler forretningsudviklingschef Gitte Buk Larsen.

Virksomheden har vundet flere priser for deres pionerarbejde som DI Aalborgs Initiativpris, Mariagerfjord Erhvervsråds Aktivpris, Plastindustriens Pris og Rotary Hadsunds Erhvervspris.
’Vi er rigtig glade for alle priserne, som vi har modtaget gennem årene, fordi det viser, at vi hele tiden udvikler mulighederne for at genanvende plast. Miljøprisen betyder meget for os, fordi vi hele tiden arbejder på at minimere ressourcespild og have fokus på cirkulær økonomi- ikke bare her i Mariager, men også i samfundet som helhed’, fortæller Franz Cuculiza.

Yderligere informationer:

Om Aage Vestergaard Larsen A/S (AVL) fra indstillingen:
Virksomheden er indstillet for det store arbejde med genanvendelsen af plast, som AVL i over 40 år har udført med stor entusiasme. Siden stiftelsen af den familieejede AVL i Mariager i 1972 har den grundlæggende idé været forædling af plastaffald til nye genanvendelige råvarer. Gennem konstant udvikling og investering i nye produktionsmetoder, er det lykkedes AVL at overleve i et konkurrencepræget marked (der ellers er præget af outsourcing til mindre løntunge lande) og udvikle sig, så AVL med 51 medarbejdere er Danmarks største virksomhed indenfor forædling af plast til nye genanvendelige råvarer.

Eksempler på indsatser i virksomheden:
Via sit moderne laboratorium, omfattende viden hos en medarbejderstab med høj anciennitet og en teknologisk maskinpark er AVL rustet til at levere produkter af en høj kvalitet og fortsat udvikle nye metoder til at genanvende plasttyper, som ellers normalt ville være sendt til deponering på lokale lossepladser rundt om i landet.
Gennem årene har AVL deltaget i samarbejdet med Dansk Plastindustri for at fremme forståelsen – i såvel netværk som mere kommercielle interessenter- for, at genanvendelse af plast ikke bare er muligt, men også en miljømæssigt nødvendigt for det lokale og det globale samfund. AVL’s omfattende arbejde med genanvendelse af plast gennem mange år blev i 2009 belønnet med den danske ”Plastindustriens pris 2009”.

AVL har etableret egne indsamlingsordninger i såvel Mariagerfjord kommune som i hele Danmark, hvor der ved opstilling af cirka 100 store containere samt et (ukendt) stort antal paller/pallerammer er sikret, at virksomheder kan indsamle og aflevere deres produktionsspild. AVL har gennem dette arbejde også fremmet forståelsen for, at plast ikke hører til i naturen, og at plasten af miljømæssige årsager bør indsamles og genanvendes.

For tiden er AVL i gang med en landsdækkende undersøgelse af de danske vandforsyningers håndtering af plastrør, og der er allerede lavet aftaler med danske vandforsyninger om at etablere en indsamlingsordning, der sikrer, at disse rør bliver indsamlet, processet og omdannet til en kvalitetsråvare, som kan bruges i nye rør eller genanvendes. Denne dialog med de danske vandforsyninger må forventes at fremme forståelse for nytteværdien af at indsamle og genanvende plast.
Ligeledes har AVL gennem de seneste 2 år investeret et betydeligt millionbeløb i flere vaske-og sorteringsanlæg, som muliggør, at det mere beskidte og blandede plast fra samfundet kan genanvendes på en miljørigtig måde.
Granulat produceret af indsamlet plastaffald giver en ikke uvæsentlig besparelse af CO2, når der ikke skal produceres ny plast fra olie.

Om kandidater til Miljøpris 2016
Udover Aage Vestergaard Larsen A/S, var der tre andre kandidater indstillet til miljøprisen. Miljøpriskomitéen drøftede alle kandidater ligeværdigt ud fra kriterierne for miljøprisen. Der var enighed om, at alle var værdige kandidater til miljøprisen, men at Aage Vestergaard Larsen havde gjort sig fortjent til at vinde miljøprisen i 2016.

De øvrige indstillede kandidater var Anders Palmhøj Nielsen, deltidslandmand ved Hobro, for sin indsats med at lave naturpleje, der fremmer høje naturværdier og rekreation, Nopa Nordic i Hobro for fremme af miljømærkede sæber og plejeprodukter og Børnehaven Frimærket for deres fokus på naturen, udeaktiviteter og miljøbevidste børn.

Om Miljøpriskomitéen og Miljøprisen
Miljøpriskomitéen består af to medlemmer af Udvalget for Teknik og Miljø samt tre medlemmer af Grønt Råd. I 2016 er det Jørgen Hammer Sørensen, Niels Peter Christoffersen, Per S. Sørensen, Mogens Kassner og Jørgen Ussing.

Miljøprisen blev oprettet i 2009 som et fælles initiativ mellem Grønt Råd og Udvalget for Teknik og Miljø. Formålet med miljøprisen er at hædre en eller flere privatpersoner, en forening eller organisation, et erhverv, en virksomhed eller en institution, der har gjort en særlig indsats for at fremme en natur- og miljømæssig bæredygtig udvikling i Mariagerfjord Kommune.
For at komme i betragtning har de indstillede personer opfyldt en eller flere af forskellige kriterier:
Løst specifikke natur-, miljø- eller klimaproblemer med succes.

Gjort noget særligt for at fremme en sund miljøtilstand i Mariager Fjord.
Øget miljøbevidstheden og miljøhensynet blandt en større gruppe personer.
Inddraget flere forskellige interessenter eller borgergrupper eller skabe netværk.
Haft nyhedsværdi og mulighed for at kunne spredes til andre.
Haft et bæredygtighedselement på tværs af natur, miljø, klima, økonomi, sundhed, kultur og sociale faktorer.

Foto: Erik Røgild fra ihobro.dk

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top