Foto: Johnny sørensen

VIDEO: Kuhn efter første træning: Har fået et godt indtryk

I dag mødte Superliga-spillerne ind til første træningspas forud for den kommende sæson. Det var samtidig første træningspas med cheftræner Allan Kuhn ved roret, og den nye cheftræner har fået et godt førstehåndsindtryk af klubben.

– Jeg har glædet mig helt vildt, og det gik fuldstændig, som jeg havde forventet. En masse spillere, som synes, det var mega fedt at komme til træning igen. De leverede bare varen fra dag et af, og det havde jeg også forventet, lyder det fra Allan Kuhn efter første træningspas.

– Jeg har fået et godt indtryk. Der er god energi og glade mennesker, som er dybt seriøse, og det er jo det, man skal være, når man er en del af Hobro. Så mine forventninger de er steget, efter jeg har haft første træning.

Ved dagens træning var der fokus på at komme i gang igen, og i morgen venter så en bip-test, mens første testkamp spilles mandag i næste uge mod AaB.

– I dag det var der fokus på at komme i gang, og fodboldspillere elsker at spille fodbold, så det var en decideret fodboldtræning. I morgen har vi en bib-test og lidt styrketræning, så holder vi fridag på onsdag, og så kører vi på med nogle taktiske ting fra min side af, hvordan jeg gerne vil have, at vi skal spille. Så har vi jo allerede første træningskamp på mandag, så skal de nogenlunde vide, hvad cheftræneren gerne vil, siger Allan Kuhn, der også sætter lidt ord på, hvordan han gerne vil have Hobro-mandskabet til at spille fodbold.

– Altså jeg vil jo gerne være kendt for en, som tør noget, når man har bolden uden at være naiv. Så jeg kan godt finde på at flytte lidt spillere op på den “rigtige” side af midtbanen, så vi bliver lidt mere offensive i tilgangen, når vi selv har bolden uden at gå på kompromis med vores fantastiske defensiv.

Foto: Johnny Sørensen / Video: Hobro IK TV

Leave a Reply