Støtte til nye transportløsninger i Havbakkedistriktet Nyheder Nyheder for erhvervslivet by HobroPortalen - 11. juli 20180 Der bliver brug for et stærkt samarbejde mellem de lokale borgere i den østlige del af Mariagerfjord Kommune. For kommunen har netop modtaget tilsagn om økonomisk støtte fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen på 300.000 kr. til projektet ‘”fleksible borgerrettede mobilitetstiltag i Mariagerfjord Kommunes landdistrikt”. Attraktive rammer for bosætning i kommunens landdistrikter står højt på dagsordenen i Mariagerfjord Kommune, og god mobilitet er en grundlæggende forudsætning for, at hverdagslivet i landsbyerne hænger sammen. Derfor søsatte Mariagerfjord Kommune og Nordjyllands Trafikselskab i starten af 2018 et mobilitetsplanprojekt, for at undersøge mobilitetsudfordringer og finde nye løsninger til kollektiv trafik i kommunens landdistrikter. Den østlige del af Mariagerfjord Kommune kaldet Havbakkedistriktet er case for pilotprojektet, som nu har modtaget økonomiske støtte fra Trafikstyrelsen. – I Havbakkedistriktet, der dækker landsbyerne Øster Hurup, Als, Skelund, Veddum og Helberskov, råder op mod 24 procent af husstandene ikke over en bil. Derfor er der behov for at iværksætte nye tiltag, der forbedrer mobiliteten i området. Grundtanken i projektet er, at vi sætter borgernes behov og udfordringer i centrum. Vi undersøger mulighederne for nye mobilitetsløsninger, og sammen med borgerne iværksætter og forankrer vi de nye løsninger, siger formand for udvalget Teknik og Miljø Jørgen Hammer Sørensen. Projektet har ind til videre budt på en omfattende elektronisk spørgeskemaundersøgelse om transportvaner og transportudfordringer, et ambassadørmøde for de lokale foreninger, informationsarrangement om Plustur og Flextur samt et borger¬møde med workshop med deltagelse af 40 borgere. På borgermødet blev deltagerne opfordret til at deltage i det fremadrettede arbejde, som kommer til at foregå i et tæt samarbejde mellem kommunen og en lokal mobilitetsgruppe. Nu hvor den økonomiske støtte er i hus, skal der for alvor sættes skub i samarbejdet mellem kommunen og mobilitetsgruppen, hvor tre borgere allerede har meldt sig. Men der er brug for flere engagerede kræfter, for projektets succes afhænger af borgernes lyst til at bidrage. – I andre kommuner har man forsøgt sig med at stille delebiler til rådighed i landdistrikterne. Men erfaringerne viser også, at en delebil eller en delebus kun en god idé, hvis initiativet er solidt forankret hos de lokale borgere. Derfor er lokal forankring og kommunikation om projektet nu det første sted at starte, inden der investeres i nye løsninger. Det er kun dér, hvor vi ser det lokale engagement og interesse, at de nye løsninger vil blive sat i søen, udtaler udvalgsformanden. Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share