You are here
Home > Nyheder >

SOCIALSØG skaber resultater

Nordjyllands Politi nomineret til kriminalpræventiv pris for projektet SOCIALSØG. Det er det Kriminalpræventive Råd, der har nomineret det nordjyske politiprojekt SOCIALSØG, fordi det er et kriminalpræventivt tiltag, der skaber mærkbare resultater.

SOCIALSØG et er et nyt it-værktøj, der i 2013 blev færdigudviklet i et samarbejde mellem Rigspolitiet og Nordjyllands Politi med det formål at forbedre udsatte børns vilkår. It-værktøjet er nemlig en hjælpende hånd til Nordjyllands Politi, så politiet – på tværs af landet – kan samle, systematisere og kvalificere oplysninger, som kan gives videre til sagsbehandlere i landets kommuner. Typisk vil det dreje sig om sager, hvor der indgår misbrug af alkohol og stoffer, husspektakler og alvorlige omsorgssvigt – alt sammen eksempler på forhold, der kan føre til vold mod eller krænkelser af børn.

SOCIALSØG fungerer kort fortalt sådan, at udvalgte oplysninger fra politiets døgnrapporter om blandt andet husspektakler, misbrug af alkohol og stoffer, trusler trækkes ud, så politiets sagsbehandlere kan kæde disse oplysninger sammen med lignende aktuelle sager.

Grundtanken bag SOCIALSØG er, at hvis myndighederne griber tidligere ind, så bliver færre børn i sidste ende udsat for en alvorlig forbrydelse.
Mange sager findes
Nordjyllands Politi oplyser, at i 2014 fandt man 86 sager via SOCIALSØG, hvor det samlede billede af de enkelte familier var af en sådan karakter, at politiet var bekymret for, om familien havde behov for særlig støtte, og de nyeste tal fra politiet viser, at i de første knap fire måneder af 2015 har man fundet 55 sager, der gav anledning til samme bekymringer.

I disse sager er relevante kommunale myndigheder blevet underrettet om sagerne. Og det er, vel at mærke, sager, der ikke ville være blevet fundet uden SOCIALSØG.

Og brugen af det nye it-værktøj udløser rosende ord fra chefpolitiinspektør Claus Hilborg fra Nordjyllands Politi.

”SOCIALSØG er et klokkeklart eksempel på, hvordan vi kan bruge moderne teknologi til at styrke vilkårene for udsatte børn, og det i hele taget give et kvalitativt løft til vores sagsbehandling,” pointerer Claus Hilborg.

Sagerne opdages hurtigt
Chefpolitiinspektøren bakkes op af politikommissær Diana Gammelgaard Larsen, leder af nærpolitiet i Aalborg Øst, der har gode erfaringer med at bruge SOCIALSØG i praksis.

”Med det nye værktøj i hånden får vi kendskab til langt flere sager, som vi kan sende videre til kommunen,” siger Diana Gammelgaard, og hun nævner som eksempel en dugfrisk sag fra i år, hvor hun via SOCIALSØG kunne se, at et par i en betændt samværssag tidligere havde haft problemer med misbrug og vold og havde boet på flere adresser.

”Disse oplysninger var vi aldrig blev opmærksomme på uden SOCIALSØG,” siger Diana Gammelgaard Larsen, og hun forklarer, at politiet udfærdiger socialrapporter, der sendes videre til sagsbehandlerne i kommunen.

Et andet eksempel var en sag, også fra i år, hvor et mindre barn blev tvangsfjernet fra sine forældre på grund af omsorgssvigt.

”Takket være SOCIALSØG fik vi hurtigt øje på disse forældre, og kunne indberette løbende til kommunen, hvilket til sidst betød tvangsfjernelse,” forklarer Diana Gammelgaard Larsen.

Er god hjælp til kommunerne
Politikommissæren understreger, at de oplysninger, som politiet sender videre til kommunen ikke står alene, men at de alene er tænkt som en hjælp til de kommunale sagsbehandlere, så de får styrket grundlaget for at danne sig et fyldestgørende billede af de familiesager, som de arbejder med.

I Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune modtager man en stor del af underretningerne fra Nordjyllands Politi, og i den kommunale forvaltning er man glad for, at politiet har taget SOCIALSØG i anvendelse.

”Politiets oplysninger giver os sammen med anden viden om familierne mulighed for at skabe et helhedsindtryk af problemstillingerne, som kan være med til at sikre bedre indsatser til gavn for børnene,” siger lederen af Socialafdelingen, socialchef Hanne Manata.

Fakta om SOCIALSØG: Så mange socialrapporter udfærdiger Nordjyllands Politi

SOCIALSØG Alle socialrapporter ekslusiv SOCIALSØG Total
2011        0                         51  51
2012
Test
       3                          86  89
2013
Pilotprojekt
        21                          111 132
2014
Delvist
implementeret
        86                          202 288
2015 (pr. 20/4)
Fuldt implementeret
        55                          171 226

 

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top