You are here
Home > Nyheder >

Samler ind i sin søsters minde

Carina Rask Vernersen fra Hobro, mistede sin lillesøster; Sabrina for snart 2 år siden. Hun blev kun 38 år og efterlod sig mand og dreng på dengang 12 år. Hun døde i en hjerteoperation på Rigshospitalet, som hun skulle have pga. senfølger efter et langt kræftforløb som barn. Derfor har Carina og hendes familie valgt at lave deres egen indsamling på KNÆK CANCERs hjemmeside for at mindes Sabrina. For at samle flere penge ind, har Carina og hendes veninde designet et sæt lysestager, som de har solgt via en Facebookside – her går overskuddet til indsamlingen. Nu hvor den store landsindsamling går på TV på lørdag, prøver de forskellige tiltag, for at gøre en sidste indsats.

Som barn fik min lillesøster kræft, og var syg i flere år og ingen vidste faktisk om hun ville overleve, fortæller Carina. Heldigvis fik man via stråler og kemo fjernet kræften, og hun blev erklæret rask. Selvom hun var fri af kræften, fik hun så mange senfølger og kæmpede hele sin barndom og ungdom med problemer som skæv ryg, nedsat lungefunktion og fysiske udviklingsproblemer.

Får alvorlige hjerteproblemer
Da Sabrina var i midten af tyverne, fik hun alvorlige problemer med hjertet og senere også med leveren og nyrerne. Stik mod alle odds blev Sabrina dog gravid og fik en søn, der er 14 år i dag.
Hjerteproblemerne fortsatte, og det viste sig, at Sabrinas ene hjerteklap ikke længere virkede. Samtidig mistænkte lægerne, at hun havde et såkaldt panserhjerte, det vil sige, at den hinde, som hjertet ligger i, er blevet så hård på grund af arvæv, at hjertet ikke kan få plads til at slå. Hun skulle derfor opereres. Men under operationen gik det galt. Hendes krop var så medtaget, at hun ikke klarede det.
– Det kom fuldstændig bag på os. Hun havde kæmpet med mange problemer hele sit liv, men der var ikke nogen af os, der var klar over, hvor galt det i virkeligheden stod til, fortæller Carina Rask Vernersen.

Havde skrevet afskedsbreve og testamente
Dagen efter Sabrinas død kom hendes nabo over med et brev, som Sabrina har skrevet. Brevet måtte kun åbnes, hvis hun ikke overlevede operationen. I brevet blev det klart for dem, at Sabrina havde lavet testamente og skrevet afskedsbreve til dem alle.
– Det var virkelig hårdt at opdage, at hun godt selv havde været klar over, at hun kunne dø, men slet ikke talt med os om det. Det kan stadig godt gøre mig vred, men hun har selvfølgelig villet skåne os. Jeg ville bare ønske, hun havde talt med os – det er stadig så svært at forstå, siger Carina Rask Vernersen.

Designet Knæk Cancer lysestager til minde om søster
Carina har sammen med en veninde designet et sæt lysestager til minde om sin søster. Lysestagerne er håndlavede i keramik. De koster 250 kr. pr stk., og for hver solgt stage går 75 kr. til Knæk Cancer:
– Jeg havde behov for at gøre noget. For at fortælle hendes historie og for at sætte fokus på de problemer, som mange børn og voksne der har overlevet en kræftsygdom, kæmper med. Man hører ofte om dem der kæmper med kræften imens den er aktiv, men sjældent om dem, der overlever og får alvorlige senfølger, siger Carina Rask Vernersen.

Kræftens Bekæmpelse har hjulpet
Sidste jul valgte Kræftens Bekæmpelse af fortælle historien og skrev en artikel om min søsters forløb, og om de flotte lysestager vi havde designet. Det hjalp da lidt på salget af stagerne, men endnu bedre kunne de også se, at det var vigtigt at fortælle historien som sætter fokus på en anden del af kræften. De kontaktede os så igen for 2 måneder siden og ville også gerne bruge hendes historie i forbindelse med Knæk Cancer showet. Artiklen blev derfor omskrevet lidt og bragt på Knæk Cancers Facebook side i sidste uge, og vi blev opfordret af dem til at lave vores egen indsamling.

– Jeg er dybt taknemmelig for deres hjælp, og dejligt at de også kan se problemerne med den manglende viden omkring senfølger, fortæller Carina.

Sidste tiltag inden lørdag
Vi har nu 2 dage tilbage af indsamlingen, inden det store tv-show på lørdag, og håber at kunne gøre en sidste indsats. Carina og hendes veninde håber stadigvæk at der er flere der vil købe deres lysestager, som kan bestilles via mail eller på indsamlingen.

Carinas far, Henning Rask, som er en lokal kunstner fra Hobro, har også valgt at donere et af hans flotte billeder: New York by Night. Maleriet er lavet med Air Brush og måler 1 x 1 meter. Der er godt nok kun 2 dage tilbage af indsamlingen, men Carina og familien håber, at der er nogle som vil byde på billedet, da alle pengene vil gå ubeskåret til indsamlingen. Har du lyst til at byde på billedet, kan du skrive en kommentar til artiklen, eller skrive direkte til Hobro Portalen´s facebookside.

BYD på maleriet – man forbeholder sig dog ret til ikke at sælge, hvis prisen er urealistisk lav.
Pris på lysestage: 1 stk. 250,- (75,- går til KNÆK CANCER)
Pris for 1 sæt af 2 stager: 500,- (150,- går til KNÆK CANCER)
– der er på forsiden af stagen et hjerte og på bagsiden står der NO MORE.

Link til indsamlingen: Støt indsamlingen her

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top