Mariagerfjord ansætter ny chef for Sundhed og Ældre Job Nyheder Nyheder for erhvervslivet by HobroPortalen - 27. juni 20170 Det bliver 39-årige Tue von Påhlman, som pr. 1. august bliver ny chef for Sundhed og Ældre i Mariagerfjord Kommune. Tue kommer fra en stilling som sekretariatschef for Ældre og Sundhed i Aalborg Kommune. Tue von Påhlman har ti års erfaring med strategisk ledelse indenfor sundhed- og ældreområdet. Derfor kender han til den kommunale virkelighed og ved hvor stor betydning det professionelle og organisatoriske samarbejde har, når det gælder om at udvikle faglig kvalitet gennem fælles ansvar mellem ledere, medarbejdere og borgere. Før stillingen som sekretariatschef ved Aalborg Kommune har Tue von Påhlman blandt andet været kontorchef for Plan og Kvalitet ved Aalborg Universitetshospital. Han har solid erfaring med at lede den strategiske udvikling og sammenhængskraft mellem faglige områder i en stor organisation. Han har desuden erfaring med ledelse af forandringer, økonomistyring og ikke mindst med at skabe et velfungerende samarbejde mellem politikere, ledere og medarbejdere, som bidrager til en bedre service for borgerne. Direktør Peter Rasmussen er glad for, at det er lykkedes at rekruttere en markant lederprofil til området: – Der var et stærkt ansøgerfelt til stillingen, og det glæder mig, at vi i ansættelsesudvalget er blevet enige om at pege på en erfaren, kompetent og inspirerende chef. Jeg har store forventninger til samarbejdet og er sikker på, at Tue matcher de høje krav, vi har til den person, som skal stå i spidsen for Sundhed og Ældre i Mariagerfjord Kommune, hvor vi vægter prioritering og robust planlægning højt, siger direktøren. Tue von Påhlman er meget spændt på at komme i gang med arbejdet. – I Mariagerfjord Kommune har man allerede et stort fokus på at hjælpe borgerne med at mestre eget liv. Det vidner om en organisation, som forstår udfordringerne på ældre- og sundhedsområdet og som har sat en visionær kurs for at imødekomme dem. Jeg glæder mig til at bidrage med min egen erfaring og indsigt og på den måde udmønte visionen på området i et effektivt samspil med alle relevante parter, siger Tue von Påhlman. Ansættelsesudvalget bestod af politikere, leder- og medarbejderrepræsentanter. Der var 19 ansøgere til stillingen. Tue von Påhlman er 39 år og gift med Karen. Sammen har de tre børn på 8, 11 og 13 år. foto: Mariagerfjord Kommune Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share