You are here
Home > Nyheder >

Manden bag Gorm R´Form?

Manden bag Gorm R´Form er en lokal ildsjæl, der har været med fra start tilbage i 2007 til at opbygge Assens Motion og Fitness. Her gennemførte Gorm Rasmussen DGI fitnessinstruktøruddannelsen, så han har i en meget lang periode arbejdet med krop og anatomi, muskelopbygning, opstramning og toning samt forskellige former for genoptræning.

Gorm er oprindelig udlært tømrer, men grundet en diskusprolaps blev der sat en stopper for tømrerfaget og han måtte se sig om efter nye spændende udfordringer.
Da han fra barnsben har været meget sportsligt interesseret, hvor han har dyrket alt fra badminton, håndbold, rugby til fodbold og egentligt altid drømt om at arbejde med mennesker, krop og sport, så tænkte han: ”Hvorfor så ikke kombinere min passion med mit arbejde?”

Efter en del overvejelser faldt valget på uddannelsen til Lægeeksamineret Fysiurgisk Massør, Fysiurgisk Massage og Idrætsterapeut. Et valg som Gorm på intet tidspunkt har fortrudt.
Med sin nye uddannelse i hånden kom der godt gang i motivationen og tankerne omkring egen virksomhed. Dem førte han ud i livet og lejede den 1. september 2013 et lokale i hallen i Assens beliggende ved Mariager. Endvidere har Gorm løbende deltaget i flere kurser og efteruddannelse i bl.a. smertebehandling med akupunktur.

Gorm R’ Form startede officielt den 16. september 2013 – en dag han havde glædet sig utrolig meget til. Nu er der godt gang i virksomheden med 10-20 kunder om ugen og tallene er stadigt stigende.

Gorm fortæller meget passioneret omkring en specifik gren i virksomheden ydelses-palette, som er kost- og motionsvejledning. Gorm R’ Form vil gerne være din sparringspartner, til netop det du har brug for på det område. Kost og motionsvejledning kan gå i mange retninger og derfor laver Gorm efter en grundig samtale en individuel plan for alle.
En kostplan er ikke bare en kostplan, som han siger – hvor er det du vil hen med din kost og din træning? Skal man tabe sig? Skal man opbygge muskler? Er man kvinde eller mand?
Det gælder om at finde den rette løsning og motivation, hvor kostplan til vægttab, træningsprogram, styrketræningsprogram eller forbedring i en specifik sportsgren, kan være vejen frem mod dit mål. Gorm er til for dig, som ønsker at tabe dig på en naturlig og balanceret måde. Hvis du følger programmet, vil du kunne opnå et vægttab, som gerne skulle holde på den lange bane.
Programmet sætter fokus på dig, din kost, din træning og din sundhed og er sammensat ud fra de erfaringer, Gorm har gjort sig gennem årene som kostvejleder og personlig træner.

Indblik i hverdagen hos Gorm R’ Form

Her møder man kunde A på 37 år, som brændende, gennem en lang årrække, har ønsket at tabe sig. A henvendte sig til Gorm og fik en samtale om motivation, behov og muligheder. Herefter sammensatte Gorm en plan for A angående det fremtidige forløb som omhandlede motionsprogram, kostprogram og idrætsterapeutiske behandlinger på klinikken, da A i en periode havde smerter i venstre knæ, som besværliggjorde træningsprogrammet.

Endvidere fortæller Gorm også om kunde B, som ønsker fremtidig forebyggelse af spændinger og ømhed i forbindelse med sin daglig arbejdsstilling. B er en mand i 40’erne, som har stillesiddende kontorarbejde og i den seneste periode har B været meget plaget af smerter og ømhed i nakke, skuldrer og øverste del af ryggen. Gorm har i en periode på 14 dage behandlet B med forskellige fysiurgiske og idrætsterapeutiske behandlinger samt akupunktur. “Det var nødvendigt med akupunktur – fordi i første omgang at smertelindre B og herefter øge blodgennemstrømning i problemområdet.”. Nu er Gorm og B nået til træning sammen med kunden i motionscenteret, hvor B arbejder med forbyggende øvelser. Problemet er, at mange kunder kommer, når det er for sent – siger Gorm med et glimt i øjet og fortsætter: “intet er for sent – men det kræver en længere periode at komme sådanne problemstillinger til livs”. (red. kunderne er naturligvis anonyme pga. tavshedspligt.)

Af: Mia Schødt, info.schodt@gmail.com

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top