You are here
Home > Nyheder >

LÆSERBREV: Liv på landet og landsbyklynger

Jeg er rigtig glad for at sidde i Kultur- og Fritidsudvalget og Landdistriktsrådet.

Halvdelen af Mariagerfjord Kommunes indbyggere bor udenfor de 4 største byer. I Landdistriktsrådet støtter vi vores forsamlingshuse, og med puljer støtter vi de gode forslag, der kommer fra de enkelte landområder.

Her har jeg været blandt andet med til at bevilge 75.000 kr. til Landsbyklynge Vest, som består af mange landsbyer vest for Hobro – fra Onsild i syd til Døstrup i nord, fra Hørby i øst til Hvilsom i vest. I klynge samarbejdet er også Klejtrup fra Viborg Kommune og Stenild fra Rebild Kommune med.
I alt 10 landsbyer i ”gå afstand” fra motorvejen er med. Der har allerede været afholdt et par indledende møder. Det sidste i Snæbum forsamlingshus den 1. november.

Allerede nu kan man spore optimisme og gå-på-mod på møderne. Det er enormt vigtigt, at man kommer til at kende hinanden i de forskellige landsbyer – det er kun folk i disse byer, der kan fortælle den gode historie og lave de aktiviteter, der er nødvendige for at skabe et godt og aktivt lokalsamfund.

Jeg tror, at det er vigtigt, at landområderne ”klynger” sig sammen, så de gode ideer kommer til at spire.

Vi snakker meget om, at der skal udflyttes arbejdspladser fra København til provinsen for at skabe en bedre balance mellem landsdelene. Det synes vi alle sammen, at det er en god ide.
Det skal vi selvfølgelig lære af, når vi taler om vores egen kommune. Det hjælper ikke, at vi vil centralisere i kommunen – når vi går ind for decentralisering på landsplan.

Udenfor de store byer betaler man jo også skat – og nogle af pengene skal retur til lokalsamfundet.
Derfor skal vi bruge ressourcer på landet i form af bedre infrastruktur – også den digitale infrastruktur.
Der skal være mobildækning og højhastigheds internet overalt i kommunen – så skabes der mulighed for bosætning og arbejdspladser overalt i kommunen.
Tilflyttere kigger på gode skoler og dagtilbud til deres børn – og selvfølgelig fornuftige priser på den bolig, man skal have købt.
I næste byrådsperiode vil jeg fortsat arbejde for udvikling i landsbyerne, hvis jeg bliver valgt til byrådet den 21. november.

Af Svend Skifter Andersen, Hybenvej 18, Hobro

Medlem af Byrådet (A) og byrådskandidat

Foto: Svend Skifter Andersen (Privatfotos)

 

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top