You are here
Home > Nyheder >

Et kulturhus centralt beliggende i Hobro.

Det er simpelthen genialt, at der i kort afstand fra gågaden i Hobro findes så mange spændende kulturtilbud til Hobros borgere.

Med et Kulturhus til at binde tilbuddene sammen vil området blive en oase midt i Hobro By med en overflod af fantastiske muligheder for byens borgere.

Prøv at tænke på, hvordan det kunne komme til at se ud om 5 år…….

Der er ”Ishuset” til de unge – den flotte Bies Have og Vesterfjord – Bie Centeret til de ”gamle” – der er et kommende Kulturhus, der omfatter et ombygget Bibliotek, en Biograf, et Teater og Borgerservice – og måske UU vejledning til de unge. Hertil kommer Kunstetagerne og Bies Gård. Der er muligheder for alle uanset alder – om man kun er 3 år, eller man er blevet 83 år er ligegyldigt.

Netop fordi det ligger så centralt, vil det blive besøgt af byens borgere i mange af døgnets timer – Børnefamilier kan komme på det selvbetjente bibliotek i weekender, og børnene kan få mange timer til at gå med at lege og læse bøger. Kulturhuset vil også være med til at skabe liv i gågaden.

I Bie Centeret er der 80 frivillige, der sammen med personalet sætter en ære i at lave en bred vifte af tilbud til de ældre – al den aktivitet er med til at holde vores ældre medborgere friske, og det udsætter den tunge og udgiftskrævende pleje.
For at fuldende kulturtilbuddene og fastholde liv i den centrale del af Hobro, synes jeg, at vi så hurtigt som muligt i den næste byrådsperiode skal beslutte, at vi laver et Kulturhus med nyt bibliotek, biograf, teatersal og borgerservice, måske UU vejledning til de unge mm.

Måske kan nogle af faciliteterne være i et kommende Campus – men ikke alting kan vente
Lad os nu være lidt kreative og se løsninger i stedet for begrænsninger.

Det kunne jeg godt tænke mig…… uanset om der er valg eller ej.

Af Svend Skifter Andersen, Hybenvej 18, Hobro
Medlem af Byrådet (A) og byrådskandidat

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top