You are here
Home > Nyheder >

Kom og lav ny dansk mad med DR K på GASmuseet i Hobro

Søndag den 17. september bliver der pustet liv i gamle og glemte grønsager. Det sker, når DR K sammen med lokale amatørkokke og professionelle kokke inviterer eventyrlystne borgere til at lære at lave spændende nydanske retter.

Hvis du har en time tilovers søndag d. 17 september, kan du lære at lave en dansk ret tilsat et eksotisk twist på en lyn-kogeskole på GASmuseet i Hobro. På en time er der både tilberedning og spisning. Alle deltagere bliver guidet undervejs af en professionel kok og lokale amatørkokke.

De lokale amatørkokke har forinden brugt fredag og lørdag i køkkenet på Tech College i Hobro. Her har de arbejdet på at udvikle nye fantastiske retter til søndagen i samarbejde med DR K, Bydelsmødrene og Hobro Byhaver. Udover søndagens lyn-kogeskoler og fællesspisning med de nye retter, bliver opskrifterne fra kogeskolen samlet i ’Den Nye Danske Kogebog’.

Hver tredje kan ikke genkende en knoldselleri

Mange vil gerne bruge de lokale fødevarer vi har i Danmark i deres madlavning, men mangler idéer og kendskab til råvarerne. Eksempelvis kan hver tredje yngre dansker ikke genkende en knoldselleri, og en tredjedel af danskerne spiser aldrig rodfrugten. Kogeskolerne er en mulighed for at lære mere om de gode råvarer, som findes i Danmark og give muligheden for at eksperimentere, smage og gøre eksempelvis knoldselleri, grønkål og æble til en del af måltidet.

Fællesskabet åbner døre til nye madlavningskundskaber

Fællesskabet omkring tilberedning og indtagelse af et måltid åbner døre til nye madlavningskundskaber, viden om madkulturer og nye netværk på tværs af kulturer. Det handler om at bringe de danske råvarer og traditionelle livretter ind i det danske multikulturelle samfund anno 2017 og på den måde lave ’ny, dansk mad’ for alle.

Den professionelle kok, der underviser i DR Ks Kogeskole i Hobro, hedder Trine Krebs. Hendes speciale er grønsager, bæredygtighed og madformidling, og hun har en særlig passion for rodfrugter. Trine Krebs er partner i Frugtformidlingen, der har til formål at sprede viden om råvarer og skabe glæde ved bordet.

Tilmelding: Kom ned på GASmuseet i Hobro søndag, og meld dig til. Arrangementet er gratis at deltage i, og der er smagsprøver til dem, der ikke får plads.

Tid og sted: søndag den 17. september kl. 11.00 – 14.30, GASmuseet: http://www.gasmuseet.dk/

Foto: DR

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top