You are here

Jutlander skruer op for sine forventninger til 2014

Fusionsbanken kommer ud af tredje kvartal med et resultat efter skat på 103 mio. kr.
– Vi er endnu en gang blevet bekræftet i, at fusionen var en strategisk rigtig beslutning.
Sådan siger Per Sønderup, ordførende direktør i Jutlander Bank, efter at banken har skruet op for sine forventninger til indtjeningen i 2014. Jutlander har tidligere meldt ud, at banken for hele året forventede en primær indtjening – det vil sige indtjening før nedskrivninger, kursreguleringer, udgifter til sektorløsninger og skat – på mellem 230 og 250 millioner kroner.

Forventningen er nu opjusteret til mellem 250 og 265 millioner.
Per Sønderup glæder sig især over, at Jutlander Bank, som blev til i januar ved en fusion mellem Sparekassen Himmerland og Sparekassen Hobro, har formået at styre sine omkostninger.
Sammenlagt havde de to sparekasser på samme tid sidste år udgifter til personale og administration for sammenlagt 319 millioner kroner. Udgifterne er steget til 330 millioner kroner, men heri indgår planlagte og gennemførte fusionsomkostninger på 25 millioner.
– Vores omkostninger ser altså ud til at være vokset, men fratrækker man de bogførte udgifter til fusionen, så har vi faktisk sparet 14 millioner kroner, forklarer Per Sønderup.
Når alle ekstraordinære fusionsomkostninger er afholdt med udgangen af 2014, forventer Jutlander Bank at høste synergieffekter til en værdi af 30-35 millioner kroner årligt.

Høj friværdi
Jutlander Bank noterer med tilfredshed, at bankens soliditet fortsat er høj.
Kapitalprocenten (tidligere kendt som solvensprocenten) ligger på 16,5 efter årets første ni måneder. Sammenholdt med bankens individuelle solvensbehov på 10,9 procent har Jutlander Bank således en solvensfriværdi helt oppe på 5,6 procentpoint.
– Vi var to sunde og solide sparekasser, som fusionerede af lyst, ikke af nød. Plus gange plus gi’r plus. Derfor er fusionsbanken også sund og solid. Det dokumenterer tallene igen, bemærker Per Sønderup.

Intakt forretningsomfang

Jutlander Bank oplever stadig et vigende udlån på grund af manglende lånelyst blandt kunderne. Men den negative udlånsvækst flader ud. Netto er Jutlanders udlån faldet med 5,8 procent i forhold til de to sparekassers samlede udlån for et år siden.
Men bankens forretningsomfang er intakt. I løbet af de ni måneder, Jutlander har eksisteret, er bankens samlede forretningsomfang, målt på udlån, indlån, garantier og kundedepoter – trods et vigende udlån – vokset fra 28,8 milliarder kroner primo 2014 til 29,3 milliarder pr. 30. september 2014.
Jutlander Banks resultat efter årets første ni måneder blev på 115 millioner kroner før skat, og efter skat på 103 millioner. Pro anno svarer resultatet til en forrentning af bankens egenkapital på 7,2 procent.
– Fusionen har kostet udgifter i kroner og øre, men også omkostninger i form af ressourcer i organisationen. Set i det lys er det positivt, at Jutlander Bank har fastholdt både sit forretningsomfang og sin soliditet. Samtidig har vi været i stand til at levere et positivt resultat, og nu må vi opjustere vores forventninger til indtjeningen i hele 2014. Det har kun været muligt takket være vores 400 engagerede medarbejdere, konkluderer Jutlander Banks ordførende direktør.

Se selskabsmeddelelse her

Foto:
Ordførende direktør Per Sønderup: – Jutlander Bank har fastholdt både sit forretningsomfang og sin soliditet. Samtidig har vi været i stand til at levere et positivt resultat, og nu må vi opjustere vores forventninger til indtjeningen i hele 2014.

Kilde: Fjordavisen
HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top