You are here
Home > Nyheder >

Frivilligcenter & Kommunen varmer op til Frivillig Fredag

I anledning af den landsdækkende begivenhed inviterer Frivilligcenter  Mariagerfjord og Mariagerfjord Kommune foreningslivet til Foreningsmesse d. 29. september  kl. 16 – 20 på Hadsund Skole. 

Alle foreninger inviteres til foreningsmesse fredag d. 29. september, når Mariagerfjord Kommune og Frivilligcenter Mariagerfjord slår dørene op til Frivillig Fredag. Her kan foreningerne vise besøgende fra  lokalsamfundet, hvad de laver og hvilke muligheder, de tilbyder nye frivillige.

”Vi arbejder på at skabe rammerne for en festlig dag, men for at arrangementet kan blive en succes, håber vi på  stor tilslutning fra foreningerne og opbakning fra lokalsamfundet”, siger frivillighedskoordinator Jane Mosbæk  Kristoffersen.  Hadsund Skole danner rammerne for dagen, og i skolens centrum kan foreningerne opstille en stand.

Formålet  med foreningernes stande er at fortælle og vise, hvad de bidrager med, og hvad man kan som frivillig i den  enkelte forening. Derudover byder skolens rammer på muligheder for korte workshops, hvor besøgende kan  prøve kræfter med foreningernes aktiviteter.  ”Vi vil gerne give kommunens foreninger muligheden for at vise værdien af det store, frivillige arbejde, de  udfører. Derfor kan de både tilmelde en stand, men også stå for en workshop eller byde ind med underholdning  til scenen”, udtaler Jane Mosbæk Kristoffersen.

Tommy Sørensen fra Frivilligcenter Mariagerfjord tilføjer:  ”Arrangementet giver anledning til at vise, hvor mangfoldigt det frivillige arbejde og foreningsliv er, så vi håber, at  alle typer af foreninger vil bakke op.”  Vi har forsøgt at nå ud til alle foreninger, men er der nogen, der mangler at få invitationen, vil vi opfordre dem til  at henvende sig til Kultur og Fritid eller Frivilligcentret. Alle er særdeles velkomne til at deltage.

Frivillig Fredag har været en årlig, landsdækkende begivenhed siden Frivillighedsåret 2011 og fejres altid den  sidste fredag i september. I år er temaet ”Vis Værdien”, og med dette tema opfordres foreningerne til at bruge  dagen som en anledning til at vise, hvordan frivilligheden bidrager med værdi, både for samfundet og den  enkelte.

Tekst/Foto: Tommy Sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top