You are here
Home > Nyheder >

Formanden takker af

Hobro IK skal have ny bestyrelsesformand, da den nuværende formand Steen Juulsgaard har valgt at takke af efter næsten seks år på posten. Beslutningen kommer helt naturligt forud for generalforsamlingen på tirsdag, hvor beslutningen om at udskille den professionelle del af klubben til et aktieselskab forventes at blive endeligt vedtaget.

I Hobro IK er der i hele året blevet arbejdet på at udvikle klubben mod en ny struktur, som bl.a. opdeler klubben i en professionel del samt en mere traditionel foreningsdel. Det betyder samtidig, at der skal findes en ny bestyrelse for både den professionelle del og foreningsdelen. Dette er således dagsordenen på den kommende ekstraordinære generalforsamling, som afholdes på DS Arena tirsdag den 30. august klokken 19.00.

Det er på forhånd givet, at den nuværende formand Steen Juulsgaard ikke genopstiller, ligesom han ikke er et emne til den kommende professionelle bestyrelse. Skiftet af formand har længe været undervejs i arbejdet med den nye struktur, og det strukturudvalg, som har arbejdet på at gøre klar til implementering af den nye struktur i Hobro IK, har således også haft tid til at tage højde for Steen Juulsgaards beslutning, som allerede blev truffet før sommeren.

Selvom det over sommeren blev til nedrykning til 1. division med en deraf følgende økonomisk omstilling, føler den afgående formand, at han afleverer en klub i god forfatning med fine faciliteter, en stærk organisation, godt styr på økonomien og en stærk 1. divisionstrup, som forhåbentligt har kurs mod en topplacering.

Tidpunktet er dermed ikke helt dårligt for en ellers tidsoptimistisk formand, som må erkende, at tiden nu er inde til at stoppe.

”I snart seks år har jeg prioriteret HIK meget højt, ja vel næsten over alt andet. Vi har arbejdet med nogle spændende udfordringer, og sammen med mit job i banken bliver det til rigtig mange timer, og det kan ikke forsvares eller lade sig gøre på den lange bane. Jeg har i årene givet klubben alt, hvad jeg kunne, men fået meget mere igen, og jeg vil altid være meget taknemlig over at have været med på Hobro IK’s rejse mod toppen af dansk fodbold. Det har givet nogle fantastiske oplevelser,” udtaler Steen Juulsgaard og fortsætter.

”Mit største ønske for klubben vil herefter være, at den beviser, at vi har fået skabt så godt et fundament, som fortsat viser sig stærkt, og jeg er overbevist om, at de kommende to bestyrelser vil lykkes med at udvikle klubben videre – og gerne mod det allerhøjeste niveau i dansk fodbold. Potentialet er der, men det skal selvfølgelig understøttes.”

Steen Juulsgaard har været med i klubben i mere end 45 år og er også indehaver at kamprekorden for Hobro IK med 310 førsteholdskampe. Den afgående formand vil fortsat være i og omkring klubben, men i den næste periode mest som tilskuer og old boys-spiller.

I samme forbindelse slår Steen Juulsgaard fast, at der hverken fra hans eller klubbens side smækkes med nogle døre overhovedet. Derfor vil han også medvirke til at få en god overgang til den nye struktur.

Strukturudvalget har planen klar
Hvem der sætter sig i den ledige formandsstol afhænger i sidste ende af valget til bestyrelsen på den kommende generalforsamling den 30. august, men Steen Juulsgaard understreger, at der ligger en løsning klar til både bestyrelses- og formandshvervet, som vil blive præsenteret på foreningens generalforsamling.

I forventning om, at generalforsamlingen også formelt godkender den nye struktur er udvalget også klar med en personkreds, som er parate til at indgå i den A/S-bestyrelse, som i så fald bliver en realitet. Også her har kandidaterne lagt en plan for, hvorledes konstitueringen kan se ud med en ny formand for den professionelle del af klubben. Dog er der i strukturudvalget besluttet, at der ikke præsenteres konkrete navne før generalforsamlingen på tirsdag.

Foto: Johnny sørensen / Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top