You are here
Home > Nyheder >

Forlængelse på plads med Edgar Babayan

Hobro IK og Edgar Babayan er i dag blevet enige om en kontraktforlængelse, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2021.

Edgar Babayan har i år fået sit gennembrud i Alka Superligaen, hvor det er blevet til 25 optrædener, tre mål og i alt 1.546 minutter på banen for Hobro IK gennem sæsonen. Præstationerne i Hobro-trøjen belønnes nu med en ny aftale til den 22-årige offensivspiller, som i dag har sat sin signatur på en kontraktforlængelse gældende frem til sommeren 2021.

Hobro IK’s sportschef, Jens Hammer Sørensen, glæder sig over kontraktforlængelsen og håber, at den unge offensivspiller kan fortsætte den positive udvikling.

– Edgar har været inde i et godt udviklingsforløb i et trygt læringsmiljø her i Hobro IK. Han har taget store skridt og er ved at udvikle sig til en nøglespiller for os. Den flotte udvikling er i høj grad hans egen fortjeneste, da han virkelig har taget arbejdshandskerne på og arbejder stenhårdt på træningsbanen hver dag. Vi håber, at hans positive udvikling kan fortsætte de næste år, lyder det fra sportschef Jens Hammer Sørensen.

I januar 2017 skiftede Edgar Babayan til Hobro IK fra Randers FC på en lejeaftale gældende i et halvt år. I sommers blev lejeaftalen så skiftet ud med en permanent aftale med klubben fra Mariagerfjord. Offensivspilleren har i sin tid i Hobro IK spillet i alt 36 kampe og scoret fem mål.

– Jeg har forlænget aftalen, da jeg har det godt her i Hobro IK, hvor jeg har nogle gode trænere og nogle gode holdkammerater. Jeg er sikker på, at kontraktforlængelsen er godt for både mig selv og klubben, siger Edgar Babayan, der vil arbejde på at blive mere kampafgørende.

– Jeg synes, jeg har fået mit gennembrud i Superligaen i år. Jeg har spillet en del og er også kommet frem til mange store målchancer. Jeg vil dog gerne have scoret på lidt flere af mine chancer, og skarphed er helt klart noget af det, jeg gerne vil lægge på mit spil, så jeg kan blive mere kampafgørende, siger Edgar Babayan.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top