You are here
Home > Nyheder >

Flot løb i Bramslev Bakker

Søndag var Mariager Fjord OK Trail igen vært for et trail-løb i Bramslev Bakker.

Løbet hed Panorama Trail, opkaldt efter navnet på den kendte vandrerrute i området. Deltagerne kunne vælge to ruter på hhv. ca. 10 eller 20 km.. Start og mål var ved Valsgårdhallen, og deltagerne på 20 km. ruten kom rundt i hele området – fra Sildehagen til Bramslev Bakker.

I alt var 106 deltagere rundt på de meget mudrede stier, og pga. forhøjet vandstand efter lørdagens storm, måtte deltagerne også i vand til knæene nede ved strandengen. Men alle var glade og havde en sjov oplevelse. Samtidig var vejret godt, og udsigterne over fjorden var fantastiske.

Artiklen forsætter nedenunder: Køb af billeder – kontakt fotografen her

Det var anden gang Mariager Fjord OK Trail arrangerede trail-løb i Bramslev Bakker. Sidste gang var i februar, hvor løbet også fik naturens kræfter at mærke, da Kong Vinter lige præcis denne aften havde valgt, at lade en snestorm passere området. Klubbens vision er at arrangere flere løb omkring Mariager Fjord, men der er endnu ikke sat dato på et eventuelt nyt løb. Måske de venter på næste stormvarsel.

Se mere om arrangementet og de 400+ billeder på https://www.facebook.com/MariagerFjordTrail/

Tekst: Claus Hallingdal Bloch / Foto: Johnny Sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top