You are here
Home > Nyheder >

Euronics flytter til nye rammer

Efter 35 år lukker forretningen på butikstorvet i Hadsund

Efter 35 år er det slut med salget af elektronik i butikscentret i Hadsund. Mens Per Jensen og co. den 1. januar skiftede tilhørsforholdet til 2tal-kæden ud med et engagement i Europas næststørste elektronikkæde, Euronics, så flytter forretningen nu til nye lokaler i Mejerigade 4.

I disse dage lægges sidste hånd på klargøringen, og fredag den 27. marts åbnes dørene til 420 nyindrettede kvadratmeter med både udstilling, lager og værksted. – Det bliver fantastisk at komme på plads. Vi glæder os rigtig meget, for vi har længe haft behov for bedre og større udstilling af vores produkter. Det får vi mulighed for i Mejerigade, siger Per Jensen. Han hæfter sig ved, at den nye forretning er i ét plan på en langt mere synlig placering i hjertet af Hadsund. – I mange år har vi været gemt lidt af vejen i butikscentret. Der har været mange positive elementer ved vores hidtidige adresse, men vi lever af eksponering. Der har været mange positive ting ved at ligge i butikscentret i mange år, men den måde branchen, og vi har ændret os på igennem de sidste år, er eksponering blevet meget vigtigere nu end tidligere. Vores nye butik vil bedre kunne ses af de mange trafikanter, der dagligt passerer gennem rundkørslen ved broen, det er væsentligt, at vores kunder nemt kan finde os. Og så er det jo heller ingen hemmelighed, at vi savner at se sollyset. Det har vi jo ikke rigtig oplevet i butikscentret, hvor vores facade har været vendt mod centertorvet.

Lidt vedmodigt
Per Jensen er sin tid udlært i forretningen. Han kom i lære tilbage i 1983 og overtog selv butikken i 1997. Derfor er det heller ikke uden vemod, at han nu siger farvel til adressen. – Det er da en smule tankevækkende, at det nu er slut. Jeg kommer på mange måder til at savne centret, for der er en helt speciel atmosfære. Især får jeg svært ved at undvære springvandet. Jeg har dagligt lyttet til det rislende vand i mange år. Jeg har vænnet mig til det som en del af mit arbejde, men så få vi i stedet mulighed for at se solen noget mere. Det har vi jo ikke rigtig oplevet i butikscentret, hvor vores facade har været vendt mod centertorvet, resonerer elektronikforhandleren, som også kan se tilbage på en tid, hvor branchen har ændret sig drastisk. – Da jeg begyndte i lære var de klassiske spolebåndoptagere stadig på markedet. Det var også i den spæde start af video-alderen. Jeg kan sågar huske, at vi solgte videomaskiner før både Betamax og VHS-systemerne for alvor var slået igennem. Siden er der jo nærmest sket en revolution frem mod nutidens computerbaserede produkter og digitale streaming.
Per Jensen bemærker videre ved det faktum, at det tidligere udelukkende var radio- og tv-produkter, der fyldte hylderne. – I dag skal vi favne meget bredere med blandt andet pc’er, tablets og masser af tilbehør. Desuden er vi jo også forhandlere af hvidevarer og diverse el-artikler. Det er naturligvis også er en medvirkende årsag til, at vi har brug for mere plads.

Rømmer butikken
I denne uge er det altså sidste chance for at gå på opdagelse i lokalerne på butikstorvet. På fredag lukker forretningen i butikscenteret, og hele næste uge er afsat til at gøre den nye Euronics-butik helt klar til åbningssalget. – Inden da skal vi dog have solgt ud af vores restpartier. Vi rømmer så at sige butikken, konstaterer Per Jensen. – Det gør vi med et brag af et udsalg. Priserne er sat drastisk ned på rigtig mange lækre produkter, så der er god grund til at kigge indenfor. Jeg tror godt, jeg kan garantere, at man vil kunne gøre en god handel, tilføjer Euronics-forhandleren, der ser frem til at byde kunderne velkommen i de nye rammer. – Nu skal vi igennem nogle travle flyttedage, men det er jo værd at bemærke, at hele vores nuværende hold er intakt i den nye butik. Vi glæder os med andre ord rigtig meget til at tage hul på en ny epoke med salget af tv-, radio- og hvidevarer i Hadsund

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top