Dom afsagt i brandsag Alarm 112 Nyheder by HobroPortalen - 23. november 20170 En 34-årig mand er i dag, 22. november 2017, ved Retten i Hjørring blevet kendt skyldig i flere tilfælde af brandstiftelse. Den 34-årig mand er blevet idømt i alt 5 års fængsel. Manden, der oprindeligt var tiltalt for 33 forhold af brandstiftelse begået i Fjerritslev-området i Nordjylland fra 16. april 2016 – 23. november 2016, endte med at blive dømt for 18 af forholdene. Dog blev han frifundet for tiltalen om kvalificeret brandstiftelse, hvor en dengang 87-årig kvinde 19. november 2016 efter politiets vurdering var i overhængende livsfare. Specialanklager Kim Kristensen, der har ført sagen for Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi, understreger, at det var Anklagemyndighedens opfattelse, at der bevismæssigt var grundlag for at nå frem til, at tiltalte havde påsat alle de brande, som tiltalen angik. ”Men jeg kan konstatere, at Retten ikke mente, at beviserne var tilstede i en række af forholdene – og det tager jeg til efterretning. For mig er det dog vigtigt, at tiltalte nu er blevet stillet til regnskab for nogle af de brande, som sidste efterår skabte frygt i Fjerritslev og omegn,” siger specialanklager Kim Kristensen. Anke overvejes Sagen er blevet efterforsket massivt af politiet i mange måneder. ”Og det er min opfattelse, at vi har været ude i alle hjørner. Resultatet af denne omfattende og grundige efterforskning har jeg præsenteret for Retten, som altså ikke har været enig i min vurdering af bevisgrundlaget af flere af forholdene,” siger Kim Kristensen, der dog overordnet set er tilfreds med dommen. Anklagemyndigheden vil nu nærlæse dommens præmisser og drøfte spørgsmålet om anke med Statsadvokaten. Den 34-årige dømte mand er frakendt retten til at virke som brandmand indtil videre. Manden, der blev fængslet straks efter domsafsigelsen, ankede på stedet. Foto: Johnny Sørensen / Pressefotos – www.DK-EVENT.dk Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share