You are here
Home > Nyheder >

8 forsamlingshuse fik penge med hjem

Forsamlingshusenes Samråd i Mariagerfjord Kommune har uddelt i alt 220.000 kr. til 8 projekter i kommunens kultur- og forsamlingshuse. I alt modtog Kultur- og fritidsforvaltningen 12 ansøgninger til den årlige forsamlingshuspulje.

Gennem de senere år har puljen haft specielt fokus på støtte til energibesparende projekter, men der er de senere år også åbnet op for, at mindre projekter kan støttes. Således kan 3 projekter støttes med op til 50.000 kr. og øvrige projekter kan støttes med op til 25.000 kr., udtaler Kultur- og fritidskonsulent Annette Øllgaard Larsen.

Der er 23 forsamlingshuse i Mariagerfjord Kommune, og de er organiseret i et samråd, der blandt andet har til opgave at forvalte den kommunale bevilling til forsamlingshusene, der i år er på 220.000 kroner. Forsamlingshusenes Samråd har sendt ansøgningerne ud til afstemning blandt alle kommunens forsamlingshuse. På fællesmødet i Samrådet tirsdag den 23. maj i Sem Forsamlingshus, blev resultatet forelagt.

Tisted Forsamlingshus får tilskud til udskiftning af termoruder, vinduer og dør – kr. 40.375
Helberskov Forsamlingshus/Thulstedhus får tilskud til runde borde – kr. 15.000
Kulturhuset Veddum Sal af 1884 får tilskud til fryseskabe – kr. 9.998
Hørby Forsamlingshus får tilskud til udskiftning af tag – kr. 50.000
Hem Forsamlingshus får tilskud til isolering af loft – kr. 24.000
Hedens Forsamlingshus får tilskud til varmepumpe – kr. 25.000
True Kultur & Forsamlingshus får tilskud til termovinduer – kr. 43.589
Døstrup Forsamlings- og Kulturhus får tilskud til udskiftning af lyskilder til energibesparende emner – kr. 12.038

En del af de støttede projekter får økonomiske midler fra andre puljer og fonde og forsamlingshusene investerer selv med mange frivillige timer.

Forsamlingshusenes Samråd mødes to gang om året. På årets første møde præsenterede Kim Knudsen, formand for Landdistriktsrådet et nyt klyngeprojekt som DGI og RealDania har lanceret. Projektet viser nye veje til, hvordan livet kan sikres i landsbyerne. Hvordan styrkes samarbejdet imellem landsbyer i et nyt fællesskab, hvor borgere samles om, deler og fordeler alt fra identitet og institutioner til foreninger og rekreative tilbud. Samrådets møder bruges derudover også til at idéudveksle forsamlingshusene imellem både i grupper, men også i plenum. Dette er noget de enkelte kultur- og forsamlingshuse vægter meget højt, da det oftest er de samme problemstillinger husene sidder med, slutter Kultur- og fritidskonsulenten.

Foto: Mariagerfjord Kommune

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top