You are here
Home > Nyheder >

3F: Taktisk finanslovsudspil

Ingen håndsrækning til 3Fs medlemmer og arbejdsmarkedet i regeringens finanslovsudspil

3Fs formand Per Christensen er oprigtig nervøs over regeringens udspil til finanslov for 2019:

– Regeringen synes mere optaget af et taktisk spil frem mod folketingsvalget, end af at løse udfordringerne på arbejdsmarkedet for virksomhederne og lønmodtagerne.

– Finanslovsforslaget leverer absolut intet på de felter, der er afgørende for 3Fs medlemmer: En målrettet satsning på erhvervs- og efteruddannelser, imod social dumping og for et bedre arbejdsmiljø samt et økonomisk løft på dagpengene.

– Tværtimod ser myndighedsindsatsen imod social dumping ud til næste år at være underfinansieret med over 100 mio. kr., hvis man med et stigende antal udlændinge skal sikre samme effektive niveau som i 2015. Det er absurd, da indsatsen dokumenteret betaler sig for de offentlige kasser – udover, at man helt elementært sikrer fair konkurrencevilkår for danske virksomheder og forsvarer danske løn- og arbejdsvilkår for lønmodtagerne.

– Indsatsen for et bedre arbejdsmiljø står også i skarp modsætning til de politiske vedtagelser om en stadigt stigende pensionsalder. Finansministeriets egne tal om, at op imod hver fjerde fremover må se frem til at skulle trække sig tilbage på førtidspension pga. nedslidning mv. kalder på en langt mere ambitiøs indsats med flere tilsynsbesøg, flere påbud og markant flere ulykkesundersøgelser.

– VLAK lægger også skuffende op til fortsatte grønthøster-besparelser på erhvervs- og AMU-skoler, der kun i et vist omfang kompenseres, selv om erhvervslivet efterlyser medarbejdere med de rette kvalifikationer; ikke mindst mange, mange flere faglærte i de kommende år.

– I forhold til de ledige må mange års gentagne forringelser af dagpengedækningen høre op; senest et langvarigt opholdskrav, som helt uanstændigt skal gennemtrumfes med tilbagevirkende kraft. Regeringen må erkende behovet for at øge dækningsgraden gennem et løft i den maksimale dagpengesats.

– Hvis regeringens udspil til finanslov står til troende, vidner det mere om evnen til at føre vælgerne bag lyset med mange pæne ord, end om konkret politisk vilje til at sætte handling og finansiering bag en indsats til gavn for lønmodtagerne.

Foto/Tekst: 3F

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top