You are here
Home > Nyheder >

323 social- og sundhedshjælpere klar til ”TOBS”

disse dage afslutter endnu et hold social- og sundhedshjælpere i Mariagerfjord Kommune deres uddannelse inden for Tidlig Opsporing i Begyndende Sygdomme (TOBS).

Uddannelsen sigter især mod at kunne opspore tegn på sygdom hos ældre medicinske patienter, fortæller Hanne Virkman, der er distriktsleder i Sundhed og Ældre i Mariagerfjord Kommune.

Hun uddyber, at medarbejderne i forvejen er kompetente og har en høj faglig indsigt, men med den nye uddannelse inden for TOBS er social- og sundhedshjælperne endnu bedre rustet til at sikre de borgere, der i forvejen er i kontakt med Sundhed og Ældre, en god og sikker hverdag.

– Når social- og sundhedshjælperne er i stand til tidligere og mere målrettet at spotte tegn på sygdom, kan vi hurtigere sætte ind med støtte i form af forebyggende, rehabiliterende og behandlende hjælp og pleje, forklarer Hanne Virkman.

Fokus på efteruddannelse

Kommunen har i det hele taget meget fokus på efteruddannelse af medarbejdere inden for ældreområdet.

– Nøgleordene er, at vi har borgeren og borgerens livskvalitet i centrum. Derfor er efteruddannelse af vores medarbejdere også en høj prioritet. Vi ønsker hele tiden at udvikle medarbejdernes faglighed og personlige kompetencer, så de kan løse opgaverne hos borgerne bedst muligt, uddyber Hanne Virkman.

Ifølge distriktslederen er opgaverne inden for ældreområdet under hastig forandring.

– I takt med at sundhedsvæsenet har skærpet opmærksomheden på at forkorte – eller helt undgå – indlæggelser, er de opgaver, vi løser inden for ældreområdet både blevet flere og mere komplekse. Så det er vigtigt, at vi sørger for at klæde vores medarbejdere på til at takle både nutidens og fremtidens udfordringer. Derfor er uddannelse og læring et livslangt – og spændende – projekt hos os.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top