You are here
Home > Nyheder >

100.000 tilskuere til Superliga-fodbold i Hobro

Når Hobro IK i aften tager imod Brøndby IF i sæsonens sidste hjemmekamp i Alka Superligaen, vil tilskuer nr. 100.000 passere tælleapparaterne på DS Arena siden debuten i Danmarks bedste fodboldrække.

Siden Hobro IK den 3. august 2014 afviklede den første Superliga-kamp på DS Arena i Hobro, har der i løbet af 31 hjemmekampe været 98.102 tilskuere gennem tælleapparaterne på byens stadion i de smukke omgivelser ved Østerskoven.

Se også: Hobro IK bedre end Danmarks bedste

Derfor er der udsigt til, at Superliga-tilskuer nr. 100.000 finder vej til DS Arena, når Hobro IK i aften siger farvel og på gensyn til Alka Superligaen i forårets sidste hjemmekamp, hvor Brøndby IF kommer på besøg.

Se også: Billeder: Hobro IK vandt helt uventet over FCK

Med et gennemsnit på 3.165 tilskuere pr. kamp har Hobro IK dokumenteret, at Hobro er en rigtig fodboldby. Det svarer nemlig til, at 25 procent af byens 11.864 indbyggere har overværet samtlige kampe i Alka Superligaen.

”Da vi rykkede op i Superligaen, måtte vi først søge dispensation til at afvikle vores kampe på DS Arena, og sidenhen har vi foretaget en omfattende udbygning for at kunne leve op til licenskravene. Det er virkeligt imponerende, at vi i dag kan tilbyde så attraktive rammer at afvikle en fodboldkamp i, og vi er stolte over, at så mange tilskuere gennem de seneste to år har bakket op omkring vores fodboldklub,” siger formand Steen Juulsgaard.

Se også: Video: Justesen & HH efter 4-2 sejr over FCK

Tilskuerrekorden på DS Arena blev sat den 16. marts 2015, hvor 6.596 tilskuere overværede, at de lokale helte besejrede de nordlige naboer fra AaB med 1-0.

”Der skal mange frivillige kræfter til for at kunne afvikle Superliga-kampe i Hobro, og vi har været begunstiget af en fantastisk opbakning fra klubbens medlemmer og andre frivillige omkring klubben. Uden deres hjælp havde der ikke været Superliga-fodbold i Hobro, og hjælpen vil fortsat være nødvendig for at kunne vende tilbage til Superligaen,”
understreger Steen Juulsgaard.

Tilskuer nummer 100.000 vil blive fundet ved indgangen ved DS Arena, og til den heldige er der en gavepakke med sæsonskort, signeret Hobro-trøje, fodbold, halstørklæde og andet merchandise.

Foto: Johnny Sørensen / Tekst: Ole Kirchert Christensens

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top