You are here
Home > Nyheder >

Uheldige helte måtte vinke farvel til ny bil

Heller ikke i år lykkedes det deltagerne i Hobro Golfklubs hole-in-one konkurrence at vriste en helt ny bil ud af kløerne på det forbistrede Hul 14

Spændingen var højelektrisk, da Hobro Golfklub og Jan’s Auto i Hobro i søndags satte en bil på højkant i deres årlige hole-in-one konkurrence. Konkurrencen blev afviklet umiddelbart efter sæsonens afslutningsmatch hos Hobro Golfklub. En Match der for øvrigt blev sponsoreret af BDO i Hobro.

Flot tilskueropbakning og Tv-dækning
Men trods den flotte og entusiastiske opbakning fra over 96 fremmødte tilskuere, inklusive de kiltklædte Hobro Golfklub Highland Golfers og et kamerahold fra TV2, ja, så havde de to deltagere ikke held til at putte bolden i hul, da det virkeligt gjaldt.

Thomas klarede ikke det indledende put
Thomas Holm fra Hobro måtte vinke farvel til bilen allerede i den indbyrdes konkurrence ved putting greenen, hvor han måtte se Claus Sievers vinde retten til ved Hul 14 at forsøge at vinde en helt ny Mitsubishi Spacestar fra Jan’s Auto i Hobro. I stedet kunne Thomas Holm tage hjem med en flot trøstepræmie i form af et 40” Thomson-TV fra Expert i Hobro.

Se også: Video: BDO afslutningsmatch – Hole In One event – Hobro Golfklub

Alles øjne hvilede herefter på Claus Sievers, der nu, på samtlige konkurrencedeltagere vegne i årenes løb, skulle forsøge at bryde seks års forbandelse, og endeligt vriste nøglerne til en helt ny bil ud af Hobro Golfklubs sværeste Par 3 hul, Hul 14.

Golfbolden ville ikke som Claus
Og højlydte gisp fra tilskuerne omkring hullet røbede da også, at Claus Sievers var uhyre tæt på at kunne køre hjem til Gråsten i en spritny Mitsubishi Spacestar.
Bolden havde retning mod hullet, men ramte på frækkeste vis hulkanten og hoppede herefter op og lagde sig lige ved siden af hullet i stedet for. Sort uheld for den skuffede sønderjyde, der i stedet for en ny bil måtte tage til takke med et flot rejsegavekort til en værdi af 5.000 kroner fra Green2Green Golfrejser.

Bedre held næste år
Golfspillere fra nær og fjern har nu et helt år til at ramme en hole-in-one på Hobro Golfbanes skræk, Hul 14, og derved kvalificere sig til næste års konkurrence om at putte sig til en helt ny bil fra Jan´s Auto.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top