You are here

Syn på virkeligheden

Virkeligheden kommer til Kunstetagerne. Eller gør den? De to fabelagtige malere med øje for detaljen, Mogens Nielsen fra Hobro og Bjarke Regn Svendsen fra Tistrup, hører til blandt nyrealister som Thomas Kluge og Poul Anker Bech. De stiller skarpt på udsnit fra virkeligheden, der omgiver os. Det kan være en husfacade, en forbipasserende bil eller paller med pap. De viser os det oversete, dét som vi har set så tit, at vi ikke ser det mere – og det usete som for eksempel udsyn fra et skibsvrag. Og hvis man har mod på at prøve nyrealisternes små pensler af, kan man tage en med sig hjem fra udstillingen – så længe lager haves.
Mogens Nielsen og Bjarke Regn Svendsens motiver er hentet fra gåture og rejser. De bruger kameraet som skitseblok og bearbejder motiverne digitalt, inden de når lærredet. Billederne beskæres og tilsættes for eksempel farver, lys og skygge på computeren. Så selvom de to kunstnere maler med fine penselstrøg og små pensler for at få detaljerne med, findes deres motiver ikke i virkeligheden. Ikke helt. I udstillingen Syn på virkeligheden kan man se flere af de oprindelige fotografier ved siden af de endelige værker – og på den måde se den forunderlige forvandling fra fotografi til maleri.

Mogens Nielsen (f. 1950) bor i Hobro, hvor han deler atelier med sin kone, gobelinvæveren Jenny Hansen. Idéen til Mogens Nielsens billedserieSwaneskaller fra 2013 stammer fra et besøg på Malergården ved Lammefjorden på Sjælland. En gård, som var rammen om et helt liv for kunstnerfamilien Swane. I maleren Sigurd Swanes atelier fik Mogens Nielsen øje på en vitrine fyldt med forskellige skaller og konkylier. De var indsamlet af Sigurd Swane på familiens mange europarejser i egen husvogn. Et charmerende rullende hjem og atelier fra 1953, som er udstillet på Egeskov Slot. Mogens Nielsen så øjeblikkeligt det smukke i skallerne og fotograferede dem. Disse fotos er udgangspunktet for hans indtagende Swane-malerier, hvor selv spejlingen fra vitrinens glasruder er med.

 

En anden billedserie af Mogens Nielsen er Faktaskrot fra 2014. Fotografierne er taget foran Fakta i Hobro, hvor maleren en dag så en palle med sammenklemte papkasser. Det var et motiv, som kunstneren straks kunne se det skønne i, og som rummer fascinationen af altings forgængelighed. For at ramme den ønskede komposition og rytme i billedet, har kunstneren blandt andet ændret på farver og papstykker.

Bjarke Regn Svendsen (f. 1949) har i mange år arbejdet med nyrealismen ”og det var i mange år min drivkraft at finde skønheden i det banale og det oversete. Det startede med ret præcise gengivelser af virkeligheden med små pensler. Så kom en længere periode, hvor pletteknikken i stigende grad indtog lærrederne. Samtidig trængtes detaljerigdommen i baggrunden, og de abstrakte værdier blev tydeligere. Begivenheder i mit eget liv førte mig dernæst til et mere dramatisk billedsprog med en slags fortælling. Det blev et mere antydet, snapshotagtigt, filmisk udtryk, som jeg stadig finder mange muligheder i.”

(Bjarke Regn Svendsen, udstillingskatalog Syn på virkeligheden

Bjarke Regn Svendsen, som til daglig er kunstnerisk leder ved Janus Bygningen og redaktør på kunstmagasinet Janus, fortæller tirsdag den 2. december mere om nyrealismen i lysbilledforedraget Billedkunsten som øjenåbner på Hobro Bibliotek. Foredraget handler om billedkunstens virkelighedsgengivelse gennem de seneste 200 år. Der vil være glimtvise tilbageblik på kunsten i 1800-tallet fra guldalderens maleri frem til Skagensmalerne, Fynboerne og videre ind i det 20. århundredes utallige eksperimenter. Afsluttende med en præsentation af sit eget arbejde med nyrealismen. Foredraget afholdes i samarbejde med Folkeuniversitet.

Kunstetagerne Hobro er et museum for moderne kunst og design, som drives af et samarbejde mellem den selvejende institution Hobro Kunstsamling og Mariagerfjord Kunstforening. Hobro Kunstsamling har siden 1975 systematisk erhvervet værker af mere end 35 af Danmarks førende kunstnere. Kunstetagerne er indrettet i byens gamle bryghus, Bies Bryggeri, som blev grundlagt i 1841. Bryghuset blev i 2003 – 04 totalrenoveret og ombygget til kunstbygning med et samlet udstillingsareal på 1015 kvadratmeter fordelt på fire etager. Selv om bygningens fredede status har sat sine begrænsninger, har Tegnestuen Fjorden Arkitekter skabt en funktionel udstillingsbygning med bevaring af historiens vingesus.

Arrangør: Mariagerfjord Kunstforening/Kunstetagerne Hobro

Der er gratis adgang til Kunstetagerne gennem Hobro Bibliotek.

Medvirkende:

Mogens Nielsen, maler

Bjarke Regn Svendsen, maler

Pressen kan interviewe malerne i forbindelse med opsætning af udstillingen.

Mogens Nielsen er her tirsdag den 4. november fra kl. 9.00 og kan kontaktes på tlf.: 21 79 25 95.

Bjarke Regn Svendsen er i Kunstetagerne fredag den 7. november og kan kontaktes på 21 63 17 78.

Foredrag: Billedkunsten som øjenåbner ved Bjarke Regn Svendsen,tirsdag den 2. december 2014 kl. 19.00. Entré: 50 kr. Gratis adgang for medlemmer af Mariagerfjord Kunstforening.

Foredraget sker i samarbejde med Folkeuniversitetet.

Vedhæftede filer
Bjarke Regn Svendsen.jpg
Faktaskrot (2014)_Mogens Nielsen.jpg
Huset_Bjarke R Svendsen.jpg
Mogens Nielsen.JPG
Swaneskaller (2013)_Mogens Nielsen.jpg
Yderligere oplysninger
Kontakt Vibeke Kromann-Andersen, kunstfaglig medarbejder på 21 69 23 28 – eller mail vkrom@mariagerfjord.dk. Læs mere på www.kunstetagerne.dk

Kunstetagerne Hobro

Store Torv

9500 Hobro

Åbningstider fra 1. oktober til 31. marts:

Mandag kl. 9-20

Tirsdag – fredag 9-18 Lørdag 9.30-13.30

Søndag 12-16

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top