You are here
Home > Nyheder >

Superliga-premiere mellem oprykkerne

Hobro IK og FC Helsingør er begge nye i Alka Superligaen efter oprykning i 2016/17-sæsonen, og i første runde støder de to mandskaber sammen. Hobro IK har seks mulige debutanter i truppen.

For et år siden stod Hobro IK foran en sæson i 1. Division. Klubben meldte ambitiøst ud, at oprykning var målet, og her 12 måneder senere står første kamp i Alka Superligaen for døren.

Skæbnen ville det, at FC Helsingør, den anden oprykker, er modstanderen på DS Arena. Klubbens første Superliga-kamp nogensinde. Af mange er begge hold blevet spået en hård kamp mod nedrykning, og en god start på sæsonen er et vigtigt skridt mod målet.

Hobro IK har spillet fire testkampe op til sæsonstarten. Først blev det til en storsejr over et udvalgt hold af lokale spillere, hvorefter Skive blev besejret med 1-0. Derefter blev det til 1-1 mod AGF, som Hobro gæster om en uge, mens Viborg FF på DS Arena tabte 2-1 for en uge siden.

Truppen til sæsonens første kamp ser ud som følger.

1. Jesper Rask
3. Jesper Bøge
4. Jacob Tjørnelund
6. Nicholas Gotfredsen
7. Vito Hammershøy-Mistrati
9. Danny Olsen
10. Pål Alexander Kirkevold
12. Jonas Brix-Damborg
13. Mads Justesen
14. Mikkel Mejlstrup Pedersen
15. Björn Kopplin
16. Nicolaj Jørgensen
17. Edgar Babayan
19. Honoré Kalala
24. Rasmus Minor Petersen
26. Martin Mikkelsen
29. Sebastian Grønning
80. Quincy Antipas

Hobro IK har seks mulige debutanter med i truppen. Vito Mistrati og Rasmus Minor er blevet hentet ind fra netop morgendagens modstander, FC Helsingør, mens Sebastian Grønning og Nicolaj Jørgensen begge er tidligere AaB-spillere. Derudover er Danny Olsen kommet til fra AGF, mens den egenudviklede Honoré Kalala ligeledes har mulighed for sin første officielle kamp. Yaw Amankwah er småskadet og er derfor ikke til rådighed, ligesom Wilfried Domoraud fortsat er skadet i lang tid.

Der er kampstart på DS Arena klokken 16:00. Kampen kan ligeledes ses på Eurosport 2, men er man fanget i ferieland, så opdaterer Hobro IK under hele kampdagen på Twitter, Facebook, Instagram og Snapchat.

Tekst: Jonas Bisgaard Kristensen / Foto: Johnny Sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top