You are here
Home > Nyheder >

Sent Pål-mål overvinder SønderjyskE

20 minutters forsinkelse, to tidlige skader og fem mål fik vi til aften, da Hobro besejrede SønderjyskE med 3-2 på mål af Quincy Antipas, Björn Kopplin og Pål Kirkevold.

Grundet en ulykke på motorvejen nær Hadsten var aftenens kamp udsat med 20 minutter, da både Sønderjyske-spillere og dommer var forsinket i trafikken. Om det havde betydning for kampens start skal ikke være sagt, men det var Hobro-mandskabet, som kom bedst ud af starthullerne.

To gange inden for de første fem minutter testede lynhurtige Quincy Antipas Sebastian Mielitz i SønderjyskE-målet. Begge gange var keeperen vågen og afværgede forsøgene. Efter otte minutter orkestrerede Vito Hammershøy-Mistrati et flot Hobro-angreb. Han fandt med et sideskift Nicholas Gotfredsen, der sendte et tidligt indlæg ind i modstanderfeltet, hvor Pål havde rykket sig fri på bagerste stolpe. Desværre sneg hans hovedstød sig lige forbi opstanderen.

Nicholas Gotfredsen var igen i oplæggerens rolle efter 16 minutter. Efter et hurtigt taget frispark fandt han Quincy Antipas i dybden. Angriberen tog fusen på både SønderjyskE-forsvar og målmand, og kunne dermed trille bolden stille og roligt i kassen efter forrygende direkte spil.

I fejringen af føringsmålet blev Hobro-forsvarer, Jesper Bøge, desværre skadet, og imens han var ude til behandling, udnyttede Sønderjyske-offensiven overtallet. Mikael Uhre var hurtigst over en løs bold i Hobro-feltet, og faldt til jorden efter en duel med den vikarierende forsvar, Danny Olsen. Straffespark til SønderjyskE. Jesper Rask kastede sig forgæves, da Niki Zimling sendte ham til den ene side og selv placerede kuglen modsat. 1-1 og Jesper Bøge måtte udgå til fordel for Yaw Amakwah.

Efter de to hurtige scoringer ventede en periode med meget spil mellem de to felter. Dog var det stadig Hobro, der var farligst på omstillingerne. Sidst i halvlegen var det Vito Hammershøy-Mistrati, der testede SønderjyskE-målet med en flad afslutningen. Sebastian Mielitz kunne dog nemt redde det flade skud. Derfor sluttede 1. halvleg 1-1.

Danny Olsen og holdkammeraterne vandt i aften for tredje kamp i træk. Foto: Dannie Rosenkrantz

En lidt sløv start på 2. halvleg blev hurtigt afløst af ren eufori, da Björn Kopplin helflugtede en løs bold op i det lange hjørne. Et klassemål af den tyske venstreback, der nok ikke skal køre gennem Haderslev næste gang, han besøger hjemlandet. Kopplin blev sidst i kampen kåret til kampens spiller efter en forrygende indsats.

Scoringen gav Hobro-mandskabet selvtillid, og de kom som følge heraf længere frem på banen og mere på bolden. Specielt Quincy Antipas var en konstant uro i SønderjyskE-defensiven, og flere gange måtte der tages ulovlige midler i brug for at standse spydspidsen.

Selvom SønderjyskE ikke skabte alverden, er dødbolde altid et farligt våben. Det viste SønderjyskE efter 65. minutter, da et langt indkast fra højresiden resulterede i et rigtigt kludemål, hvor Mikael Uhre kunne sætte sidste fod på bolden og passere Jesper Rask til stillingen 2-2.

Få minutter senere var samme scenarie ved at udspille sig. Denne gang var der klumpspil efter et SønderjyskE-hjørnespark, men Jesper Rask nåede heldigvis ned og samle bolden op.

Der skulle gå lidt, før Hobro overkom chokket, men i kampens afslutning ville hobrogenserne mere end uafgjort. Først var Danny Olsen millimeter fra at bringe hjemmeholdet foran, da en retur fra Martin Mikkelsens afslutning endte for fødderne af sommertilførslen. Desværre for Danny Olsen og resten af Hobro-mandskabet endte hans glidende afslutning på stolpen.

Forløsningen kom i det 86. minut, da Hobro svarede tilbage med en dødboldsscoring. Björn Kopplin sendte et langt indkast ind i straffesparksfeltet. Yaw Amankwah nåede højest og snittede bolden videre til ingen andre end vores norske målmaskine, Pål Kirkevold, der tidligere på aftenen fik overrakt prisen for månedens spiller i Alka Superligaen i august. Den kære nordmand svigtede ikke og bragte Hobro på sejrskurs med en stensikker afslutning foran mål.

Fem mål var alt, de 2.074 fremmødte tilskuere blev underholdt med i aftenens opgør. Heldigvis flest til hjemmeholdet, der udbygger deres sejrsstime til tre kampe med fuldt udbytte og fortsat er at finde på Alka Superligaens 2. plads.

Kampfakta:
Hobro 3-2 SønderjyskE (1-1)

Mål:
Hobro 1 – 0 SønderjyskE, Quincy Antipas (16. min.)
Hobro 1 – 1 SønderjyskE, Niki Zimling (straffespark) (18. min.)
Hobro 2 – 1 SønderjyskE, Björn Kopplin (52. min)
Hobro 2 – 2 SønderjyskE, Mikael Uhre (65. min)
Hobro 3 – 2 SønderjyskE, Pål Kirkevold (86. min)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask
Nicholas Gotfredsen – Jesper Bøge – Rasmus Minor Petersen – Björn Kopplin
Danny Olsen – Vito Hammershøy-Mistrati – Jonas Brix-Damborg (C) – Edgar Babayan
Pål Alexander Kirkevold – Quincy Antipas

Udskiftninger:
Ud: Jesper Bøge – Ind: Yaw Amankwah (21. min)
Ud: Edgar Babayan – Ind: Martin Mikkelsen (21. min)
Ud: Danny Olsen – Ind: Mikkel MP (88. min)

Ubenyttede spillere:
Nicolaj Jørgensen (MM), Jacob Tjørnelund, Sebastian Grønning, Emmanuel Sabbi

Advarsler:
Marcel Rømer – SønderjyskE (29. min.)
Quincy Antipas – Hobro IK (39. min)
Niki Zimling – SønderjyskE (58. min)
Yaw Amankwah – Hobro IK (70. min)
Eggert Jonsson – SønderjyskE (90. min)

Tilskuertal:
2.074 tilskuere

Boldbesiddelse:
Hobro IK: 56%
SønderjyskE: 44%

Dommer:
Jørgen Daugbjerg Burchardt

Tekst: EDDI BISGAARD KRISTENSEN

Foto: Johnny sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top