Sæsonen er startet hos Hobro Skiklub Pressemeddelelser by HobroPortalen - 4. november 20140 Når sæsonen starter for Hobro Skiklub i den første uge efter efterårsferien, har der sædvanligvis været hektisk aktivitet for at få programmet på plads. I løbet af efteråret og indtil medlemmer i alle aldre kan komme på skitur med klubben, er der forskellige aktiviteter som specielt den unge del af medlemmerne kan deltage i. Dette gælder bl.a. rulleskøjteløb, isskøjteløb, trampolinspring og “rigtigt” skiløb i Skiarena hvor man kan stå på ski på et skråt rullende “gulvtæppe”. I forbindelse med sæsonstarten håber Hobro Skiklub altid på, at nye juniorer dukker op. Man kaldes “Skiracer” og meningen er, at man skal have det sjovt med andre skiglade børn og unge, og naturligvis også at blive dygtigere til at løbe på ski. Som en del af Hobro Skiklubs børnepolitik handler det først og fremmest om, at lade børn og unge opleve glæden og udfordringen ved skisporten. Klubben satser på at aktivere så mange børn og unge som muligt i et breddearbejde, men prøver også samtidig at give mulighed for at fremme eliten gennem konkurrencer og uddannelse. For at skabe en så realistisk træningssituation som muligt, har klubben som det nyeste, arbejdet på at fremstille rigtige knækporte, som bruges til at simulere slalomløb – men på rulleskøjter. De første afprøvninger viser med al tydelighed, at gennemløbet er meget realistisk i forhold til rigtigt skiløb, og så er det tilmed rigtig sjovt. Kørsel i knækporte indgår naturligvis også i træningsaktiviteterne hen over efteråret. Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share