You are here
Home > Nyheder >

Nederlag mod AaB i første træningskamp

Torsdag eftermiddag lagde AaB kunstgræs til årets første træningskamp for Hobros vedkommende. Trods en flot indsats fra Hobro-mandskabet, var det AaB som løb med en 2-0-sejr.

Hobro IK spillede torsdag eftermiddag årets første træningskamp, som samtidig var første kamp med cheftræner Thomas Thomasberg i spidsen. Modstanderen var superligamandskabet fra AaB, og kampen blev spillet på AaB’s kunstgræsbane i Aalborg.

I kampens indledning kunne enhver se, at det var to mandskaber, som befandt sig i et tidligt stadie i opstartsperioden. For det var ikke kønt spil, som prægede kampen, men i stedet intensitet og hårde nærkampe.

De hundredevis af tilskuere, som var mødt op for at se kampen i det gode vejr, blev bestemt ikke forkælet med chancer fra kampens start. Vi skulle omkring 20 minutter ind i kampen, før første reelle målchance opstod. Det var til genglæd også en stor en af slagsen. Wilfried Domoraud blev sendt i dybden og slap også fri af forsvaret, men alene med AaB-keeper Nicolai Larsen sendte franskmanden sin afslutning forbi mål.

Det var en meget jævnbyrdig og chancefattig første halvleg, hvor begge hold havde svært ved at spille sig frem til chancer. Derfor endte første halvleg da også uden scoringer, 0-0.

Mere underholdning i anden halvleg
Fra anden halvlegs start valgte cheftræner Thomas Thomasberg at sætte 4 nye spillere på banen. En af disse var Lucas Jensen, som efter fem minutter på banen fik bragt sig i en god position til at afslutte, men forsøget gik en meters penge over mål.

Få minutter senere fik tilbagevendte Pål Kirkevold tacklet sig igennem forsvaret, hvorefter han forsøgte at prikke bolden forbi en fremstormende Nicolai Larsen i AaB-målet. Bolden gik forbi målmanden, men også forbi mål.

Selvom Hobro fik en lovende start på anden halvleg, så var det hjemmeholdet som bragte sig foran efter en times spil. Et indlæg fra aalborgensernes venstre side ramte den norske prøvespiller Yaw Amankwah på armen, hvorfor dommeren fløjtede for straffespark. Fra 11 meter-pletten eksekverede Kasper Risgård sikkert, og dermed var stillingen 1-0.

Hobro fortsatte dog de fine takter, og ikke længe efter AaB’s scoring var indskiftede Quincy Antipas på spil. Zimbabweaneren blev spillet i dybden og fik sendt en afslutning afsted, som dog ikke voldte Nicolai Larsen problemer i målet.

Hobro var i efteråret kendt for at være særdeles farlige på dødbolde, og det var også tilfældet i kampens sidste halve time, hvor AaB gentagende gange havde store problemer med at afværge Hobros hjørnespark. Norske Yaw Amankwah fik to gange headet mod mål, men første gang blev bolden reddet på stregen af en forsvarsspiller, mens andet forsøg få minutter senere blev reddet af Nicolai Larsen.

Thomas Thomasbergs tropper pressede på for udligningen, men det var i stedet AaB, som øgede føringen til 2-0. Jannick Pohl sendte bolden i kassen efter flot forarbejde af Joakim Mæhle.

Hobro var tæt på at reducere i kampens slutfase. Først ved Yaw Amankwah, som igen steg til vejrs på et hjørnespark, og sidenhen ved et flot langskudsforsøg fra manden med det nye navn Mads Bak (Tidligere Mads Jessen). Men hovedstødet fra Amankwah røg over mål, mens langskuddet fra Mads Bak blev reddet af Nicolai Larsen.

Trods en flot indsats fra Hobro-mandskabet, endte det altså med et nederlag i årets første træningskamp. Næste træningskamp venter allerede på onsdag, hvor SønderjyskE kommer en tur forbi DS Arena.

Kampfakta:
AaB – Hobro IK 2-0 (0-0)

Mål:
AaB – Hobro IK 1-0, Kasper Risgård (57. min.)
AaB – Hobro IK 2-0, Jannick Pohl (77. min.)

Hobro-opstilling:
Jesper Rask, Jesper Bøge (Rune Hastrup – 45. min.), Yaw Amankwah, Mads Justesen, Onur Albayrak (Lucas Jensen – 45. min.), Martin Mikkelsen (Quincy Antipas – 60. min.), Mads Schäfer Bak, Jonas Brix-Damborg (Kasper Povlsen – 45. min.), Mikkel M. Pedersen (Honoré Kalala – 81. min.), Wilfried Domoraud (Anders Holvad – 45. min.), Pål A. Kirkevold.

Bænken:
Alexander Nybo, Anders Holvad, Lucas Jensen, Rune Hastrup, Kasper Povlsen, Quincy Antipas Honoré Kalala.

Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen – Foto: Johnny Sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top