You are here
Home > Nyheder >

Mariagerfjord Kommune efterlyser ansøgere til julehjælp

Mariagerfjord Kommune er i den særlige situation, at den skal uddele 275.000 kroner inden årsskiftet. Derfor leder kommunen nu efter folk med en stram økonomi, som bor i den tidligere Hobro Kommune.

Borgmester Mogens Jespersen håber, at mange griber muligheden for at få råd til en ekstra god jul i år.

– Det er ret usædvanligt, at vi står med en stor pose penge, som vi skal dele ud inden jul. Det er selvfølgelig skønt, at vi har mulighed for at give en julegave til nogle af vores borgere, som trænger allermest.

Pengene stammer fra et ‘Fælleslegat for værdigt trængende i den tidligere Hobro Kommune’, som ophører ved årsskiftet. Derfor er det kun personer, der har en stram økonomi og bor i det område, der kan søge.

– Legatet bliver nedlagt i år, så det er meget vigtigt, at vi får en masse ansøgninger. Jeg vil rigtig gerne, at pengene når ud til de rigtige og giver dem en ekstra god jul, understreger borgmesteren.

Ansøgere kan få op til 5000 kroner eller et lavere beløb, hvis der er mange ansøgere om buddet.

De kan hente et ansøgningsskema i Borgerservice Hobro eller udfylde skemaet elektronisk på kommunens hjemmeside.

Ansøgningsfristen er 26. november, og pengene vil automatisk rulle ind på Nem-konto 1. december.

Foto: Johnny sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej
Top