You are here
Home > Job >

JOB: Biblioteksformidler med fokus på aktiv formidling for børn og unge

Holder du af direkte kontakt med mange forskellige aldersgrupper, og kan du formidle bibliotekernes tilbud aktivt, lige præcis der hvor kommunens børn og unge er?

Får du energi af at formidle både for større og mindre grupper, og har du ingen betænkeligheder ved at sætte dig selv i spil? Kan du arbejde projektorienteret og praktisk med formidling? Så kan det være dig vi leder efter.

Om Jobbet
I denne stilling, som biblioteksformidler på Mariagerfjord Bibliotekerne, formidler du alle bibliotekets tilbud aktivt til de 0-18 årige i kommunen. Det gør du gennem din deltagelse i to af bibliotekernes tværfaglige arbejdsgrupper: ”Digitaldannelse og Læring” og ”Det Levende Bibliotek”.

”Digitaldannelse og Læring” planlægger, producerer og udfører selv læringsaktiviteter for børn og voksne.
I forhold til børn arbejder vi med læringsaktiviteter, der styrker børnenes sproglige indlæring, informations kompetence og læselyst. Vi udfører aktiviteterne i dagtilbud, skoler m.m. Dit primære fokus i gruppen vil, i første omgang, blive de 6-12 årige. Her skal du være med til at producere og udføre aktiviteter i forhold til vores allerede etablerede skolesamarbejde. Du vil også være med til at udvikle og udføre nye tilbud til denne aldersgruppe med andre samarbejdspartere, forventeligt allerede i løbet af efteråret 2020.
Gruppen skal snart i gang med at arbejde på at øge tilgængeligheden til læseoplevelser for børn og familier med syns- og læsehandicap. Du vil få en rolle i forhold til at afsøge og udvikle det tilbud.

I ”Det levende bibliotek” arbejder vi med at udvikle, udføre og afvikle aktiviteter og arrangementer til børn og voksne. Resultaterne af gruppens arbejde finder du i vores katalog over aktiviteter og arrangementer, som udkommer to gange årligt. Dit primære fokus i gruppen bliver at udvikle og planlægge aktiviteter og arrangementer for børn og unge i alderen 0-18 år. Du vil også udføre eller afvikle nogle af aktiviteterne og arrangementerne selv, enten alene eller i samarbejde med kolleger eller eksterne samarbejdspartnere.

Du vil også, selv om du måske ikke er uddannet bibliotekar, komme til at have faste vagter på bibliotekerne. Her vil du, sammen med dine kolleger formidle alt fra bibliotekernes printsystem til litteratur, booking af lokaler m.m.  til borgere i alle aldre.

Vi tilbyder et godt arbejdsmiljø og udviklingsmuligheder
Mariagerfjord Bibliotekerne består af fem biblioteker. Hovedbiblioteket i Hobro, og afdelinger i Arden, Hadsund, Als og Mariager.  Vi har en gruppeorganisation, med faglige grupper som arbejder på tværs af alle vore biblioteker.  På bibliotekerne og i Mariagerfjord Kommune arbejder vi dagligt for at kommunen skal være et godt sted at bo, leve og arbejde. Arbejdsmiljøet er vigtigt for os, og vi lægger vægt på humor og arbejdsglæde. Vi sørger for at klæde dig på i forhold til nye opgaver i stillingen, og vi har fokus på at du løbende udvikler dig i jobbet. Du vil komme til at løse mange af dine opgaver selvstændigt, men sparring, koordinering og støtte på tværs af bibliotekerne, er en del af vores DNA.

Hvem er du?
Du kan være  bibliotekar DB, Cand,Scient.Bibl. eller have en anden relevant akademisk uddannelse.
Du har dokumenteret erfaring med formidling i forhold til børn, enten gennem din uddannelse eller dine erfaringer fra tilsvarende jobs, eller begge dele. Du har kendskab til, og interesse for børne- og ungdomslitteratur, og trives med at formidle litteraturen og bibliotekets mange andre tilbud ud af huset, også flere gange om dagen i perioder. Du behøver ikke at have erfaring med udlånsvagter i et folkebibliotek og med vores bibliotekssystem, men det er vigtigt at du lyst til at lære og arbejde med den del af jobbet også. Du har gåpåmod, gode samarbejdsevner og er god til at kommunikere med mange forskellige aldersgrupper både mundtligt og skriftligt.

Ansættelsessted
Jobbet har sit fysiske udgangspunkt på Hovedbiblioteket i Hobro, men der vil være undervisning, afvikling af aktiviteter, afløsning og møder i hele kommunen.
Kan du se dig selv hos os?
Send din ansøgning, dit CV, relevante eksamensbeviser, udtalelser m.m. via linket i annoncen. Ansøgninger modtages kun via linket.

Løn-og ansættelsesforhold
Ansættelsen er på 37 timer  med tiltrædelse pr. 1.11 2020.
Du skal forvente en fast ugentlig aftenvagt til kl. 18.00, og en lørdagsvagt hver 4. lørdag.
Derudover kan der forekomme aftenarbejde i forbindelse med afløsning, og afvikling af arrangementer.
Der vil løbende være aktiviteter i hele kommune i stillingen, derfor er fleksibilitet og kørekort til almindelig bil  en forudsætning.  Løn- og ansættelsesforhold svarer til gældende overenskomst med Forbundet Kultur og Information. Stillingen er til enhver tid betinget af en anmærkningsfri børneattest. Der vil være løft i stillingen, som en del af det daglige arbejde.

Vil du vide mere
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til bibliotekschef Mette Secher Hede 29 11 99 75. Ansøgningsfristen er 13.9 2020 og vi forventer at holde samtaler til stillingen 22.9.2020

Foto: Johnny sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej
Top