You are here
Home > Nyheder >

Jens Hammer Sørensen: Jeg fortsætter i Hobro IK

Randers Realskole har i dag offentliggjort en video med sportschef Jens Hammer Sørensen med meddelelsen om, at han stopper som sportschef i Hobro IK. Det er dog ikke tilfældet, forklarer Jens Hammer Sørensen.

Sportschef Jens Hammer Sørensen er sideløbende med jobbet som sportschef i Hobro IK ansat som lærer på Randers Realskole. I formiddags kunne man se en video på Randers Realskoles Facebookside med nyheden om, at Jens Hammer stopper i Hobro IK. Det er altså ikke tilfældet.

Situationen uddybes af sportschef Jens Hammer Sørensen her.

”Jeg er meget ked af den forvirring, jeg har skabt med videoen til Randers Realskoles Facebookside. For skolen, eleverne og deres forældre var det vigtigt for mig at understrege, at jeg har fuldt fokus på jobbet som lærer på skolen. Men at jeg skulle stoppe i Hobro IK er en misforståelse. Der er blot tale om, at jeg får lidt færre arbejdsopgaver i klubben, da vi er blevet enige om at omstrukturere arbejdsfordelingen en smule. Jeg er blevet spurgt meget ind til, om man kan være skolelærer og sportschef i en superligaklub på samme tid, og det mener jeg stadig, man kan,” forklarer sportschef Jens Hammer Sørensen.

Se også: SE VIDEOEN HER: Jens Hammer stopper i Hobro IK

Jens Hammer Sørensen fortsætter altså i Hobro IK, men opgavefordelingen omstruktureres en smule, så klubbens administration tager over på nogle af opgaverne, hvilket frigør nogle ekstra timer, så Jens bedre kan fokusere på jobbet som skolelærer.

”Vi er blevet enige om, at vi omstrukturerer opgavefordelingen ift. Jens’ arbejdsopgaver. Det betyder, at vores administration overtager nogle af hans normale opgaver, og på den måde kan vi frigøre nogle ekstra timer til Jens, så han bedre kan fokusere på jobbet som skolelærer hos Randers Realskole. Det er den beslutning, der er truffet nu, og så vil vi evaluere på beslutningen om et halvt års tid,” udtaler Lars Kühnel, der er bestyrelsesformand i Hobro IK A/S.

Foto: Johnny Sørensen / Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top