Jens Hammer ansættes på fuld tid i Hobro IK Nyheder Sportnyheder by HobroPortalen - 3. oktober 20170 Pr. 1. november får Hobro IK for første gang en sportschef på fuld tid. Sportschef Jens Hammer Sørensen har således sagt sit job hos Randers Realskole op og takket ja til en fuldtidsstilling som sportschef i Hobro IK. Hidtil har sportschef Jens Hammer Sørensen sideløbende med stillingen i Hobro IK været ansat som skolelærer på Randers Realskole, men den konstellation laves der nu om på. Efter 13 år som skolelærer på Randers Realskole har Jens Hammer Sørensen valgt at sige op for at kunne tiltræde på fuld tid som sportschef i Hobro IK. – Jeg har overvejet grundigt, hvad fremtiden skulle bringe i forhold til min jobsituation. Jeg havde egentlig ikke forestillet mig, at jeg skulle stoppe lærergerningen, da jeg har været rigtig glad for at være på Randers Realskole. Men i de sidste par uger har jeg kunnet mærke på mig selv, at det nok alligevel var en fuldtidsstilling som sportschef i Hobro IK, der trak mest i mig. Derfor har jeg valgt at sige op hos Randers Realskole for at blive fuldtidsansat i Hobro IK, og jeg vil gerne takke særligt mine kollegaer og børnene på Randers Realskole for en helt fantastisk tid, udtaler Jens Hammer Sørensen. – Jeg vil uden tvivl komme til at savne den daglige gang på Randers Realskole, men nu vil jeg se frem til at få endnu bedre forudsætninger for at videreudvikle Hobro IK og få en bedre føling med, hvad der sker i klubben i hverdagen, slutter Jens Hammer Sørensen. Bestyrelsesformand i Hobro IK A/S, Lars Kühnel, glæder sig over Jens Hammer Sørensens beslutning. – Jeg glæder mig meget over, at vi nu har en sportschef på fuld tid, hvilket jeg ser som et vigtigt skridt for at udvikle klubben yderligere. Jens har gjort det rigtig godt som sportschef og har en stor andel i den flotte udvikling, Hobro IK har gennemgået de seneste mange år. Den udvikling får vi nu mulighed for at fortsætte og sætte speed under som følge af Jens’ beslutning, og dermed er et af de største skridt mod fuldtidsprofessionelle tilstande overalt i klubben taget med den rette mand på posten, siger bestyrelsesformand i Hobro IK A/S, Lars Kühnel. Jens Hammer Sørensen tiltræder på fuld tid i Hobro IK pr. 1. november, hvor han stopper hos Randers Realskole. Foto: Johnny Sørensen / Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share