You are here
Home > Nyheder >

Hobro på pointjagt i Aarhus

Hobro kom godt fra land med en sejr på hjemmebane over FC Helsingør i Superligaens første spillerunde. I kamp to venter en kort tur til Aarhus, hvor AGF er modstanderen. I Hobro-truppen er der en enkelt ændring.

Efter 2-1-sejren over FC Helsingør på DS Arena i sidste weekend var der bred enighed om, at de tre point var en god og vigtig start på Superliga-sæsonen for Hobro IK. Den start skal fredag føres videre, når Thomas Thomasbergs mandskab kører en tur ned ad E45 mod Ceres Park i Aarhus.

Her blev der også spillet fredagskamp i første spillerunde, da AC Horsens kom på besøg og tog tre point gennem en sejr på 2-1. En skidt start på kampen fra AGF sendte gæsterne i front med 2-0, men i kampens sidste time var værterne det bedste hold.

Mange danske fodboldkendere mener også, at morgendagens modstandere er kommet styrket ind i den nye sæson med friske ansigter i truppen som Pierre Kanstrup, Tobias Sana og Jakob Ankersen blandt andre, og mange tipper dem til at slutte i top 6 i årets grundspil.

De to mandskaber spillede testkamp mod hinanden i opstarten til sæsonen. Dengang var det ligeledes i Aarhus, hvor kampen sluttede uafgjort 1-1. Det seneste møde i en tællende kamp var i 2015/16-sæsonen, hvor resultatet på samme stadion ligeledes var med et mål til hver.

Truppen til sæsonens andet opgør er som følger.

1. Jesper Rask
3. Jesper Bøge
4. Jacob Tjørnelund
6. Nicholas Gotfredsen
7. Vito Hammershøy-Mistrati
9. Danny Olsen
10. Pål Alexander Kirkevold
12. Jonas Brix-Damborg
13. Mads Justesen
14. Mikkel Mejlstrup Pedersen
15. Björn Kopplin
16. Nicolaj Jørgensen
17. Edgar Babayan
24. Rasmus Minor Petersen
26. Martin Mikkelsen
27. Mathias Haarup
29. Sebastian Grønning
80. Quincy Antipas

Der er blot en enkelt ændring blandt de spillere, som Thomas Thomasberg har til rådighed i morgen sammenlignet med sidste weekend. Honoré Kalala erstattes af Mathias Haarup, som dermed har mulighed for at få sin officielle Hobro-debut. Det samme har Sebastian Grønning, der måtte se hele Helsingør-kampen fra bænken, ligesom det var tilfældet for den nye reservekeeper, Nicolaj Jørgensen.

Er du hverken med fanbussen, tog eller i egen bil på den korte vej til Ceres Park, så kan kampen naturligvis også ses på tv med optakt fra klokken 18:30 og kampstart klokken 19:00 på TV3 Sport 1. Som altid kan du også følge med via Hobro IK’s Twitter, Facebook, Instagram og Snapchat.

Foto: Erik Røgild / iHobro.dk – Tekst: Jonas Bisgaard Kristensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top