You are here
Home > Nyheder >

Hobro IK skriver med norsk prøvespiller

Gennem hele opstarten har Hobro IK haft besøg af den 28-årige norske midtstopper Yaw Amankwah. Han har nu skrevet under på en aftale gældende for resten af denne sæson.

Hobro IK har været på jagt efter defensiv forstærkning, og det har man nu fundet i norske Yaw Amankwah, som har trænet med i hele opstartsperioden. Den 28-årige midtstopper har imponeret i en sådan grad, at der nu er lavet en aftale gældende frem til sommer.

”Yaw har været på prøve i 10 dage, hvor han har efterladt et godt aftryk. Han har været professionel i sin tilgang til tingene og vist god vilje. Han afsluttede sin prøveperiode med en god træningskamp mod AaB. Vi får en spiller i sin bedste fodboldalder, som ved hvad det drejer sig om,” udtaler cheftræner Thomas Thomasberg.

195 cm høje Yaw Amankwah har en norsk mor og en ghanesisk far, men er selv født i Bergen i Norge. Yaw Amankwah startede sin seniorkarriere i norske Brann, hvorfra han i to omgange har været lejet ud til henholdsvis Fana og Alta. I 2012 skiftede han til norske Sandefjord, hvor han blev anfører efter et år i klubben, og hvor han i øvrigt spillede sammen med Pål Kirkevold. Og netop Pål Kirkevold har haft stor indflydelse på Yaws skifte til Hobro.

”Pål har fortalt meget godt om klubben og spillertruppen. Jeg blev kontaktet angående en prøveperiode, og da Pål har talt positivt om klubben takkede jeg ja. Jeg kunne hurtigt se et højt niveau i spillertruppen samt nogle gode faciliteter. Mit mål er at vi sammen skal rykke op i Superligaen, og derudover vil jeg gerne bidrage så meget som muligt i både kamp og træning,” siger Yaw Amankwah om skiftet til Hobro IK.

Med tilgangen af Yaw Amankwah får Hobro IK styrket defensiven, hvilket også har været tiltrængt ifølge sportschef Jens Hammer Sørensen.

”Vi har ledt efter en ny forsvarsspiller, og Yaw har gennem sin prøveperiode vist, at han er en forsvarspiller som passer godt ind i vores klub. Han er lavet af den rette støbning, arbejder hårdt og sætter en ære i at forsvare,” fortæller sportschef Jens Hammer Sørensen om nyerhvervelsen.

Tekst: Daniel Lindemann Jakobsen – Foto: Johnny sørensen

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top