Hester og Bjarke fra Samsø er Årets Økologer Nyheder Nyheder for erhvervslivet by HobroPortalen - 20. september 201820. september 20180 Hester Callaghan og Bjarke Jensen fra Samsø har vundet konkurrencen om at blive Årets Økolog 2018. Otte økologer var nomineret til titlen, og mere end 30.000 danskere har deltaget i afstemningen. Hester og Bjarke driver Yduns Have på Samsø, hvor de producerer økologiske æg og grøntsager. Det blev de to økologer, Hester Callaghan og Bjarke Jensen, som flest danskere lagde deres stemmer på i konkurrence om at blive Årets Økolog, et initiativ som Netto og Økologisk Landsforening står bag for andet år i træk. Mere end 30.000 danskere har stemt på de otte finalister, og de to økologer fra Samsø kan nu kalde sig Årets Økolog 2018. Hester og Bjarke driver Yduns Have i Alstrup på Samsø, som blev omlagt til økologi i 1987, og som i dag producerer økologiske æg og grøntsager, der kan købes fra gårdbutikken og igennem det fællesskabsstøttede landbrug. Desuden leverer Yduns Have produkter til en række høj- og efterskoler på fastlandet. Gården på Samsø er fondsejet, hvilket betyder, at en lang række mennesker har været med til at frikøbe stedet, så unge landmænd har mulighed for at komme i gang. I 2018 overtog Hester og Bjarke driften af gården, og de viderefører nu den økologiske tilgang og den fællesskabsstøttede landbrugsmodel, hvor 40 familier fra Samsø kan hente økologiske grøntsager én gang om ugen. “Vi er glade for, at Yduns Have og vi får prisen, for det er en anerkendelse af alt det arbejde, vores forgængere på gården også har lagt her. Vi er samtidig meget taknemmelige for den jordbrugsfond, der ejer gården og alle de mennesker, der har bidraget til at frikøbe stedet. Vi glæder os til at plante en masse træer og buske og gøre Yduns Have til et endnu mere alsidigt og frodigt sted både for vores kunder og medlemmer, men også for vores dyr og biodiversiteten,” siger de to vindere. Hester og Bjarke på kun henholdsvis 28 og 23 år er nyuddannede økologiske landmænd, og de har masser af ambitioner på vegne af Yduns Have. For eksempel vil de bruge de 100.000 kroner, der er en del af prisen, til at bygge et spiringsdrivhus til gårdens små-planter og til at plante træer og buske, der skal fremme biodiversiteten. Formålet med Årets Økolog er at hylde de danske økologer, der er med til at gøre Danmark til et af verdens førende lande inden for økologi og bæredygtigt landbrug. Årets Økolog blev kåret første gang i 2017, hvor den 80-årige Svend Erik Hjuler Rasmussen fra Randers løb med prisen. Brian Seemann Broe, Landedirektør for Netto siger: “Vi ved, at vores kunder er vilde med dansk økologi. Og det er vi også. Derfor er det nærliggende, at vi hylder de danske økologer som f.eks. Hester og Bjarke. Jeg synes, deres engagement som ganske unge og nyuddannede økologer er værd at sætte pris på. Og Yduns Have er en velfortjent vinder, fordi gården gennem mange år og med mange forskellige forvaltere har arbejdet på at fremme økologien.” Brian Seemann Broe fortsætter: “Årets Økolog hylder økologien, men vi har set, at økologien også har drevet en langt mere kvalitetsorienteret adfærd hos vores kunder. Og derfor er kvaliteten på ikke-økologiske varer steget i takt med, at der er kommet flere og flere økologiske varer på markedet. Kunderne er ganske enkelt blevet mere fokuserede på dyrevelfærd, varernes oprindelse og sundhed.” Danskerne har fundet vinderen Økologisk Landsforening har været med i udvælgelsesprocessen af finalisterne i konkurrencen efter en nomineringsrunde, hvor alle danskere kunne indstille kandidater. De nominerede blev udvalgt med henblik på at sikre en spredning af økologiske produkter, alder og køn. “Vi sætter pris på, at Netto sætter fokus på økologien og giver danskerne mulighed for at hylde de økologiske landmænd. Økologerne knokler hver dag for at sikre danskerne nogle gode, sunde fødevarer, ligesom de passer godt på vores natur og grundvand og giver dyrene gode forhold. Det er hårdt arbejde, og de fortjener en hyldest. Men det gør danskerne også. For de er med til at sikre, at der kommer flere økologiske landmænd og marker i Danmark, når de lægger flere økologiske varer i indkøbsvognen”, siger Helle Borup Friberg, adm. direktør i Økologisk Landsforening. Foto/Tekst: Netto Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share