Grundlovsdag på to hjul! Nyheder Sportnyheder by HobroPortalen - 6. juni 20176. juni 20170 Grundlovsdag er en stor tradition i Danmark, hvor man typisk fejrer Danmarks Riges Grundlov af 1849. Skæbnen ville dog, at Grundlovsdag i år faldt sammen med 2. pinsedag, og har man sagt 2. pinsedag i Mariagerfjord, så siger man også cykelløbet Fjorden Rundt. Det er blevet en tradition for mange motionsryttere, at 2. pinsedag tilbringes omkring Mariager Fjord med udgangspunkt i Hobro Idrætscenter. Således også i år hvor hele 458 ryttere fravalgte pinsesolen og grundlovstalerne til fordel for tramp i pedalerne og sved på panden. Se også: BILLEDER: Fjorden Rundt 2017 Som traditionen foreskriver, kunne rytterne vælge blandt ruter på henholdsvis 23 km., 53 km. og 110 km. Langt over halvdelen valgte den lange rute, mens omkring en tredjedel prøvede kræfter med de 53 km. Som sædvanlig blev ruten på 23 km. fortrinsvis valgt af familier. Selvom løbet er et motionsløb, så er der naturligvis stadig konkurrence blandt deltagerne. Det gav endda (så vidt vides) rekord i år, da hurtigste rytter på de 23 km. var den kun 9-årige Lucas Dahl Bach Sørensen fra Hobro Cykelklub. Det var en rigtig sej dreng, der kom først i mål og fik sit diplom. Hurtigst på de 53 km. var Thomas Larsen (Hobro) fra Knabelcyklisterne i Aalestrup. Hurtigst på de 110 km. var Martin Lind fra Nørresundby. Efter eget udsagn er Martin Lind ikke medlem af en cykelklub men ”blot” motionist. Det gør kun en gennemsnitsfart på 39 km/t. over de 110 km. endnu mere imponerende. Fjorden Rundt arrangeres af Hobro Cykelmotion, og formand Gunnar Greve var godt tilfreds med dagen løb: ”Vi er meget glade for den store opbakning, der fortsat vises os ved det flotte fremmøde,” siger Gunnar Greve og fortsætter: ”Vi får mange positive tilkendegivelser fra deltagerne, og det glæder os meget.” Igen i år fik løbet også besøg af flere cykelhold, der træner op til en længere tur til sommer. I år deltog bl.a. Mariagerfjord Cykler, og det samme gjorde ”Team Taxa Himmerland” med 31 ryttere der kører for Julemærkehjemmene, og ”Hjælperytterne” fra Sjælland deltog med 29 ryttere til fordel for gigtforeningen. FOTO: Johnny Sørensen – www.DK-EVENT.dk Tekst: Søren Greve SE BILLEDER FRA FJORDEN RUNDT 2017 HER! Share this:Tweet Related Share on TwitterTweet Share on Pinterest Share Share on LinkedIn Share Share on Digg Share