You are here
Home > Lokal info >

Første spadestik på ombygningen af Arden Skole

Ombygningen af Arden Skole bliver officielt sat i gang med første spadestik af udvalgsformand for Børn og Familie Svend Madsen og elevrådsformand Helene Frimann mandag den 22. august kl. 8.15.

Spadestikket sker sammen med alle skolens elever og personale. Pressen er også velkommen til at deltage.

Kjaer og Richter er arkitekterne bag den omfattende ombygning af Arden Skole, som vil forvandle skolen fra et traditionelt til et moderne skolebyggeri. Visionen er at bygge en rummelig og sammenhængende skole med fleksible læringsmiljøer, som signalerer faglighed og inspirerer til leg og læring.

– Vi ser frem til en skole med et stort pædagogisk læringscenter i byggeriets hjerte – og nogle sammenhængende gode lærerum og værerum for skolens elever og personale, siger skoleleder Jan Nielsen.

Det forventes, at skolen står færdig i marts 2018. Og mens byggeriet står på, har Arden Skole fundet alternative lokaler til elever og personale, som kan fungere i en overgangsperiode.

Ugen før eleverne igen mødte op på skolen efter sommerferien, blev skoleåret skudt i gang med en værdiproces for personalet og skolebestyrelsen, som forældre og elever også bliver inddraget i. Arden Skole bruger anledningen til at forholde sig til hvilke værdier og læringsformer, der skal gennemsyre Arden Skole, når den står klar til indvielse.

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top