You are here
Home > Nyheder >

De fire første kandidater til kommunalvalget 2017

Alternativet Mariagerfjord er indtil videre klar til at opstille fire kandidater til kommunalvalget i november 2017, og det nye parti der aldrig tidligere har været stillet op til et kommunalvalg håber, at endnu flere i løbet af foråret vil vælge, at melde sig som kandidater, for i Alternativet byde man mangfoldigheden og fællesskabet velkommen.

De fire kandidater der har valgt at stille sig til rådighed for borgerne i Mariagerfjord er en god blanding af helt nye og mere erfarne kræfter inden for kommunalpolitik. Mest erfaren er Melanie Simick fra Hobro, der er 54 år, og som til dagligt arbejder som socialrådgiver i Mariagerfjord Kommune. Melanie var tidligere medlem af SF gennem 21 år. Hun har i flere år siddet i byrådet, hvor hun efter en tid som løsgænger, valgte at melde sig ind i Alternativet, og hun blev dermed det første byrådsmedlem for Alternativet i Danmark.

En anden af de nye kandidater er den tidligere konservative lokalpolitiker Christian Johnson der er 41 år og fra Hobro. Christian er 41 år og har en række uddannelser bag sig. Han er fx uddannet sygeplejerske og har en leder uddannelse, men i dag driver sin egen virksomhed, der er mest kendt for deres arbejde for medlemmer i den lokale svømmeklub i Hobro.

Fra den anden ende af kommunen, nærmere bestemt Helberskov, kommer den tredje kandidat Birgitte Miehs. Birgitte er 63 år og er efter et meget aktivt arbejdsliv, som blandt andet leder inden for det offentlige, og som selvstændig med egen konsulent virksomhed i dag på efterløn. Birgitte har ikke tidligere stillet op til kommunalvalg, men har siden Alternativets start været meget aktiv i partiet, og sidder både som forperson i Alternativet Mariagerfjord og som medlem af Nordjyllands storkreds.

I Assens bor den fjerde kandidat Karsten Karstensen, der er 63 år og skiltemaler. Karsten har en bred erhvervserfaring og har tidligere været selvstændig vognmand, fisker og kirketjener. Politisk er Karsten som så mange andre i Alternativet helt uden erfaring, men han håber, som de øvrige kandidater, at manglende erfaring kan være en fordel i Alternativets erklærede arbejde for en ny politiks kultur, der i langt højere grad bygger på borgerinddragelse og samarbejde på tværs af partier, i arbejdet med at løse de mange udfordringer lokalt, nationalt og globalt.

Inden de fire kandidater officielt kan lade sig opstille til kommunalvalget, skal Alternativets medlemmer i Mariagerfjord tages i ed, hvilket sker på et opstillingsmøde lørdag den 4. februar kl. 13.00 – 16.00 på biblioteket i Hobro. Som alle andre møder i Alternativet, er opstillingsmødet åben for alle interesserede, og i det lille lysegrønne parti, håber de på, at rigtig mange vil møde op, og hilse på de nye kandidater og bidrage til, at klæde dem på til den kommende valgkamp. For selvom de fire kandidater alle har deres mærkesager og Alternativets fælles værdier som udgangspunkt, så er de fast besluttede på, at bruge den kommende tid til at møde så mange borgere i Mariagerfjord som muligt, for i Alternativet skabes fremtidens politik og bæredygtige løsninger i samarbejde med alle der vil være med.

Og der er plads til flere som vil være med i Alternativet, enten som medlem af partiet eller som aktiv i forbindelse med den forestående valgkamp. Der er også god plads til flere kandidater til efterårets kommunalvalg, og i et parti hvor forskellighed og mangfoldighed er en styrke hilses alle interesserede velkommen, også selvom man ingen politisk erfaring har.

Foto: Alternativet Mariagerfjord
Foto: Alternativet Mariagerfjord

På billedet fra venstre: Christian Johnson, Birgitte Miehs, Melanie Simick, Karsten Karstensen (Foto: Alternativet Mariagerfjord)

HobroPortalen
Tekst på vej

Skriv et svar

Top