You are here

Dansk Retursystem: klar til mere end 52 millioner juice- og saftflasker

Fra 1. november kommer der pant på alle juice- og saftprodukter

I dag offentliggjorde Miljø- og Fødevareministeriet, at danskerne nu også snart skal putte deres juice- og saftflasker i flaskeautomaterne. Omkring 52 millioner flere flasker skal fremover genanvendes. Ud over at det sparer på jordens ressourcer, når flaskerne genanvendes, så sparer det også klimaet for cirka 5.700 tons CO2. Dansk Retursystem glæder sig overudvidelsen og er helt sikre på, at danskerne fortsætter deres gode miljøadfærd med at pante.

Pantmærket er danskernes garanti for, at de flasker og dåser, de afleverer, bliver genanvendt til gavn for miljø, klima og jordens ressourcer – og nu gælder det også flaskerne med juice og saft. Miljøministeren har netop offentliggjort reglerne for udvidelsen af det nye pantsystem.

Tilføjelsen af saft og juice til pantsystemet betyder, at ca. 52 millioner flere flasker bliver genanvendt hvert år. Det vil give en forventet årlig CO2-besparelse på cirka 5.700 tons CO2

Non profit-virksomheden, Dansk Retursystem, som står bag det danske pantsystem, regner med, at der er mere end 200 producenter og importører, som skal tilmelde produkter til pantsystemet. Virksomheden er allerede i dialog med mange for at hjælpe dem i gang.

Overgangsperiode fra 1. juli
Allerede fra 1. juli vil forbrugerne begynde at se pantmærker på juice- og saftflasker.

Der vil være en periode, hvor man både kan købe flasker med og uden pantmærke i butikkerne, fordi butikkerne skal have mulighed for at tømme deres nuværende lagre med juice og saft og sælge det for at undgå madspild.

Fra 1. november skal alle saft- og juiceflasker produceres med pantmærke.

Som forbruger skal man blot holde øje med pantmærket. Så snart der er pantmærke på, kan du aflevere flasker i flaskeautomaten.

9 ud af 10 flasker kommer retur
Danskerne er nogle af de bedste i verden til at sende deres tomme flasker og dåser retur. Faktisk kommer knap 9 ud af 10 retur til genanvendelse, og derfor forventer virksomheden også, at tilføjelsen til pantfamilien ikke vil skabe de store ændringer for forbrugerne.

“95 procent af danskerne synes, pantsystemet er en god ide. Vi har længe fået henvendelser og spørgsmål i forbindelse med juice- og saftemballager, og vi oplever, at mange ser udvidelsen som miljømæssigt fornuftig og blot er en forlængelse af noget, de allerede gør i dag”, siger Heidi Schütt Larsen, der er vicedirektør og ansvarlig for virksomhedens cirkulære økonomi.

Fakta: 
Pantsystemet sikrer, at drikkeemballager med pant bliver genanvendt til nye drikkeemballager. Det kan kun lade sig gøre, fordi pantsystemet er et lukket kredsløb, der sikrer så høj en kvalitet i genanvendelsen, at materialerne kan bruges til nye drikkevareemballager eller fødevareemballager. Knap 9 ud af 10 flasker og dåser med pant kommer retur og bliver genanvendt.

95 procent af danskerne synes, at pantsystemet er en god idé.

94 % af danskerne forbinder pantsystemet med miljø.

1,4 mia. flasker og dåser blev genanvendt i 2018.

I 2018 sparede pantsystemet klimaet for 143.950 tons CO2.

Man sparer 5 kg råstoffer, når man genanvender 100 dåser til nye.
Man sparer 6 kg råstoffer, når man genanvender 100 plastflasker til nye. 
Man sparer 34 kg råstoffer, når man genanvender 100 glasflasker til nye.

Danmark har haft et pantsystem siden 2. Verdenskrig, hvor knappe ressourcer skabte et behov for at genbruge flasker. Pantsystemet i sin nuværende form så dagens lys i 2002

Tekst: Dansk Retursystem

HobroPortalen
Tekst på vej
Top